Artikel

Virksomheder med vedvarende underskud

Smykkedesigner featured
Hvis en virksomhed har vedvarende underskud år efter år, kan SKAT vurdere, at der er tale om en hobbyvirksomhed frem for en erhvervsmæssig virksomhed – og det kan have utilsigtede skattemæssige konsekvenser for virksomhedsejeren. Vi ser nærmere på, hvorfor SKAT har fokus på virksomheder med vedvarende underskud, og hvordan SKAT vurderer, om der er tale om en erhvervsmæssig virksomhed eller en hobbyvirksomhed.

Derfor har SKAT fokus på virksomheder med vedvarende underskud

Der er flere årsager til, at SKAT holder øje med virksomheder med vedvarende underskud. Når du har underskud i en erhvervsmæssig virksomhed, kan du nemlig fratrække underskuddet i anden personlig indkomst, hvilket du ikke kan i en hobbyvirksomhed.

Er du gift, kan et uudnyttet underskud i din erhvervsmæssige virksomhed desuden overføres til modregning i din ægtefælles indkomst. Underskud kan også fremføres til modregning i overskud i efterfølgende år i samme virksomhed.

 

Andre regler for erhvervsmæssige virksomheder og hobbyvirksomheder

Hvis din virksomhed er en hobbyvirksomhed, kan virksomhedsordningen (VSO) og kapitalafkastordningen ikke anvendes.

Derudover skal du fortsat drive erhvervsmæssig virksomhed for at opretholde opsparet overskud i VSO efter frasalg eller ophør af en virksomhed.

Uanset om du driver en erhvervsmæssig virksomhed eller en hobbyvirksomhed, skal virksomhedens overskud dog beskattes. Det gælder også, selvom hobbyvirksomheden i tidligere indkomstår har givet et underskud, som ikke kunne fratrækkes i det pågældende indkomstår.

 

Hvordan vurderer SKAT, om der er tale om en erhvervsmæssig virksomhed eller en hobbyvirksomhed?

Hvis din virksomhed er rentabel, vil SKAT typisk ikke være i tvivl, om virksomheden er erhvervsmæssig eller af hobbykarakter. Er SKAT i tvivl om din virksomheds rentabilitet, vil de foretage en konkret vurdering ud fra en række relevante forhold.

SKAT opfatter en rentabel virksomhed som en virksomhed, der over en længere periode giver overskud fra sin primære drift, og som har mulighed for forrentning af egenkapitalen og fremmedkapital samt udbetaling af en rimelig løn til virksomhedsejeren.

Mange virksomheder oplever et underskud i etableringsfasen – typisk det første og måske også det andet år. Er din virksomhed nyligt etableret, er det derfor ikke så sandsynligt, at SKAT vil tjekke op på dit underskud med det samme.

Driver du derimod en virksomhed, som har haft vedvarende underskud i tre år eller mere, bør du være forberedt på, at SKAT vil kontakte dig for at vurdere din virksomheds rentabilitet.

SKAT vil først og fremmest vurdere sagen ud fra to kriterier:

  1. Om virksomheden drives tilstrækkeligt intensivt og professionelt.
  2. Om virksomheden har udsigt til at give økonomisk overskud inden for en rimelig tidsramme.

Derudover vil SKAT også kigge på en række relevante forhold, der blandt andet omfatter følgende:

  • Er virksomhedens underskud forbigående, eller forudsætter virksomheden, at ejeren har stabile indtægter fra anden side?
  • Har der forud for virksomhedens start været foretaget en undersøgelse af virksomhedens lønsomhed?
  • Er der andre end erhvervsmæssige formål med virksomheden?
  • Er driftsformen sædvanlig for virksomheder af den pågældende art?
  • Lever virksomheden op til den erhvervsmæssige standard, der er gældende for det pågældende erhverv?

Som ejer af virksomheden kan du f.eks. blive bedt om en uddybende forklaring om virksomhedens driftsform, planer, budgetter m.m.

I Skats vejledning C.C.1.3.1 kan du læse mere om, hvordan en selvstændig erhvervsvirksomhed afgrænses over for en hobbyvirksomhed.

 

Få hjælp og rådgivning hos Grant Thornton

Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende og har modtaget et brev fra SKAT om, at de vurderer din virksomhed til at være en hobbyvirksomhed, er det vigtigt, at du afsætter tid til at dokumentere, at du arbejder intensivt og professionelt med din virksomhed. Er du derimod enig i SKATs vurdering, er det lige så vigtigt, at du får ændret din virksomheds status.

Har du spørgsmål, eller har du brug for hjælp til at sende den rette dokumentation til SKAT? Kontakt os og hør, hvordan vores revisorer kan hjælpe dig.