Nyhed

Skattelovrådet anbefaler lagerbeskatning af kryptoaktiver

Andreas Dam
Af:
Andreas Dam
 Lagerbeskatning af kryptoaktiver
Efter flere års ventetid har Skattelovrådet offentliggjort sine anbefalinger til beskatning af kryptoaktiver som Bitcoin, Ethereum og lignende. Formålet er at skabe et mere hensigtsmæssigt beskatningsgrundlag end den nuværende model.
Indhold

I dag beskattes langt de fleste kryptoaktiver ved realisation, altså ved salg, baseret på principperne i statsskatteloven. Den gældende metode anvender FIFO-princippet (First In, First Out), hvor det først købte aktiv anses for det først solgte.

Dette kan resultere i en hård beskatning, da hver gevinst beskattes som personlig indkomst med en sats på op til 52 % (uden arbejdsmarkedsbidrag), mens tab kun kan trækkes fra med en skatteværdi på omkring 25 %. Det betyder, at man risikerer at betale skat, selv når man har tabt penge på kryptoaktiver.

 

Skattelovrådets anbefaling: Lagerbeskatning som kapitalindkomst

Rådet foreslår, at kryptoaktiver beskattes som kapitalindkomst under kursgevinstlovens regler om lagerbeskatning (kapitel 6), på linje med finansielle kontrakter (ikke aktiebaserede). Det indebærer en skattesats på omkring 37-42 %.

Lagerbeskatningen gør det muligt at opgøre gevinster og tab årligt, hvilket reducerer behovet for at holde styr på avancer i mange år efter købet. Dog indebærer denne model en likviditetsbelastning, da beskatningen sker, uanset om aktivet er solgt eller ej.

Med lagerbeskatningen skal skattepligtige opgøre værdistigninger og tab årligt for alle wallets med kryptoaktiver og finansielle kontrakter. Eventuelle tab bliver kildeartsbegrænsede, så de kan fremføres og fratrækkes i senere års gevinster på samme typer aktiver.

 

Forslag til afhjælpning af likviditetsbelastningen

Som nævnt kan lagerbeskatningen medføre en likviditetsbelastning, da beskatningen sker løbende, uafhængigt af salg. Skattelovrådet foreslår dog flere mulige løsninger til at afhjælpe dette.

  • Carry-back-regel: En af dem er en såkaldt carry-back-regel under kursgevinstloven, som giver mulighed for at fradrage tab på finansielle kontrakter i tidligere års nettofortjenester, hvis disse ikke tidligere er blevet anvendt. Dette gør det muligt at bruge et tab nu i stedet for at fremføre det til senere år.
  • Udskudt værdiansættelse: Desuden foreslår Skattelovrådet en løsning for privatpersoner, der tillader en udskydelse af opgørelsen af ultimoværdien til 31. januar det efterfølgende år, hvis beholdningens værdi er faldet med mindst 25 % siden årsskiftet.
  • Henstandsordning: En anden mulig løsning er en henstandsordning, hvor et pludseligt værditab kan give mulighed for at udskyde skatten, indtil aktiverne realiseres. Dette kræver dog en vis administrativ indsats.

 

Hvad er tidshorisonten?

Skatteministeren forventes at fremsætte et lovforslag i begyndelsen af 2025, hvor Skattelovrådets rapport vil blive inddraget. Skattelovrådet foreslår, at eventuelle ændringer træder i kraft tidligst fra 1. januar 2026.

Den fulde rapport kan læses her: Rapport om finansielle kryptoaktiver | Skatteministeriet.