Nedsat dansk skat ved arbejde i udlandet
Om du skal betale dansk skat af din løn, når du arbejder i udlandet, afhænger blandt andet af følgende:
- Hvor længe du arbejder i udlandet
- Om din arbejdsgiver er dansk eller udenlandsk
- Om du arbejder i et land, som Danmark har indgået dobbeltbeskatningsaftale med
Arbejder du i udlandet i mindst 6 måneder, og er du ikke i Danmark i mere end 42 dage i den periode, er det muligt, at du kan beskattes efter reglerne i ligningslovens § 33 A.
Hvad er ligningslovens § 33 A?
Ligningslovens § 33 A er en intern dansk lempelsesregel, der kan anvendes af personer, som er bosat i Danmark, og som udfører lønarbejde i udlandet. Reglen medfører, at der kan lempes for den del af den danske skat, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst.
Kan du beskattes efter ligningslovens § 33 A, betyder det, at du reelt ikke betaler dansk skat af denne indkomst. I visse tilfælde skal du dog betale halv dansk skat, men i så fald skal du ikke betale skat i udlandet.
Uanset om du skal betale nedsat dansk skat, eller du er helt fritaget for at betale dansk skat, skal du opfylde følgende betingelser:
- Du skal opholde dig uden for Danmark, Færøerne og Grønland i mindst seks måneder.
- Holder du ferie og lignende i Danmark, må opholdet højst udgøre 42 dage inden for enhver 6-måneders-periode.
- Arbejde i Danmark afbryder perioden på 6 måneder. Det gælder dog ikke nødvendigt arbejde, der har direkte forbindelse med arbejdet i udlandet (afrapporteringsreglen).
- Opholdet i udlandet skal være begrundet i arbejdsgiverens forhold. Der kan derfor ikke opnås lempelse, hvis lønmodtageren af egen drift bosætter sig i udlandet.
Hvordan du beskattes efter ligningslovens § 33 A afhænger af, hvilket land, der efter dobbeltbeskatningsaftalen har beskatningsretten til din lønindkomst.
Se mere om dobbeltbeskatningsaftalen her.
Dansk eller udenlandsk arbejdsgiver
Der gælder forskellige regler for skat ved arbejde i udlandet alt efter, om du arbejder for en dansk eller en udenlandsk arbejdsgiver.
Hvis du har en dansk arbejdsgiver, kan du eller din arbejdsgiver bede om at få fritagelse for at indeholde dansk A-skat og AM-bidrag. Her skal du typisk kunne dokumentere, at du betaler skat til arbejdslandet, før du kan få skattefritagelse. Læs mere om reglerne for dokumentation her.
Har du derimod en udenlandsk arbejdsgiver, bliver der ikke løbende betalt dansk skat og AM-bidrag. Her skal du oplyse din løn samt dine personalegoder som udenlandsk indkomst på din årsopgørelse.
Personalegoder ved arbejde i udlandet inkluderer f.eks.:
- Fri bil
- Fri bolig
- Arbejdsgivers indskud til pensionsordning i udlandet
Hvis du har en udenlandsk arbejdsgiver, har du mulighed for at få nedslag i din danske skat, hvis du opfylder betingelserne i ligningslovens § 33 A.
Læs mere om dansk skat ved arbejde i udlandet her.
Få hjælp og rådgivning hos Grant Thornton
Om du skal betale dansk skat af din løn, når du arbejder i udlandet, afhænger blandt andet af, hvor længe du arbejder i udlandet, om din arbejdsgiver er dansk eller udenlandsk, og om du arbejder i et land, som Danmark har indgået dobbeltbeskatningsaftale med.
Har du spørgsmål, eller har du brug for hjælp til skattereglerne omkring arbejde i udlandet? Kontakt os og hør, hvordan vores revisorer kan hjælpe dig.