Nyhed

Nyt lovforslag vil ændre regler for bundfradrag, skattetillæg og sanktioner

Andreas Dam
Af:
Andreas Dam
Billede af Christiansborg
Den 14. november 2024 fremsatte skatteministeren et lovforslag, som skal udmønte den politiske aftale om skattevæsenets økonomi for 2023-2027. Bliv klogere på, hvad du skal være opmærksom på her.
Indhold

Skatteministerens lovforslag berører flere vigtige områder

Det gælder blandt andet:

  • Bundfradrag ved deleøkonomi
  • Regulering af afgift for foreløbig ansættelse af skat
  • Ændret sats for skattetillæg
  • Ny sanktionspraksis for passiv skatteunddragelse.

Her gennemgår vi de vigtigste hovedpunkter, så du kan se, hvad lovforslaget betyder for dig.

 

Lempelse af betingelserne for bundfradrag ved deleøkonomi for 2023-2025

Indkomst ved udlejning af fritidsbolig, helårsbolig, værelse eller aktiver som eks. biler, lystbåde, campingvogne osv. er skattepligtig indkomst. Udlejeren kan opgøre fradrag efter en regnskabsmæssig metode eller en skematisk metode – den såkaldte ”Bundfradragsmetode”.

Ved den regnskabsmæssige metode gives der fradrag for de dokumenterede udgifter herunder afskrivninger. Ved den skematiske metode gives der i bruttolejeindtægten et bundfradrag. Af den del af indtægten der overstiger bundfradraget gives der en yderligere reduktion på 40%.

Bundfradragets størrelse er dog afhængig af, om der er sket indberetning fra en tredjepart om lejeindtægten eller om oplysningen er udvekslet med Skatteforvaltningen.

 

Bundfradraget er følgende i 2025

  • Bundfradrag ved udlejning af fritidsbolig (sommerhus og lign.) udgør 13.100 kr., hvis man selv står for udlejningen. Hvis der er sket indberetning fra tredjepart f.eks. udlejningsbureau, eller via en udvekslingsaftale udgør bundfradraget 47.900 kr.
  • Bundfradraget ved udlejning af eller fremleje af en del af værelserne i en helårsbolig eller ved udlejning eller fremleje af hele boligen en del af indkomståret udgør 13.100 kr., hvis man selv står for udlejningen. Hvis der er sket indberetning fra tredjepart eller via udveksling udgør bundfradraget 33.500 kr.
  • Bundfradraget for udlejning af biler, lystbåde, campingvogne osv. udgør 12.000 kr. og gives kun, hvis der er sket indberetning fra tredjepart eller via udveksling. Der er tale om ét samlet bundfradrag. Ved lav- eller nulemissionsbiler udgør bundfradraget 22.500 kr.

 

Nye krav til dokumentation for bundfradrag

For at opnå forhøjet bundfradrag, er det en betingelse, at der sker indberetning til skatteforvaltningen fra tredjepart eller oplysningerne er blevet delt ved en udvekslingsaftale. Fra 1. januar 2023 er der pligt for udenlandske platforme (EU-lande) til at foretage indberetning til platformens hjemland, som herefter deler informationen med Danmark. 

Der har dog været og er stadig IT-problemer vedrørende denne indberetning, hvilket ikke bør komme borgere til skade. Det foreslås derfor at lempe betingelserne for at få det forhøjede bundfradrag for indkomstårene 2023-2025. Selvom oplysningerne ikke er indberettet til eller delt med Skatteforvaltningen, skal udlejeren således blot kunne dokumentere, at der er sket udlejning gennem en platform, der er omfattet af krav om indberetning af udlejerens lejeindtægt til skattemyndighederne.

 

Ny sanktionspraksis ved passiv skatteunddragelse og grov uagtsomhed

En skattepligtig, der modtager en årsopgørelse uden at have afgivet lovpligtige oplysninger til skatteansættelsen, skal senest 4 uger efter oplysningsfristen henholdsvis 1. maj eller 1. juli underrette Skattestyrelsen, hvis ansættelsen er for lav. Det er dermed strafbart ikke at reagere på en forkert årsopgørelse. Ligeledes er der en frist på 4 uger fra modtagelsen af en skønsmæssig ansættelse.

Den passive unddragelse ligger her i, at den skattepligtige ikke reagerer på en forkert ansættelse, modsat den aktive unddragelse, hvor man afgiver forkerte oplysninger til Skattestyrelsen.

 

Hvordan fastsættes bøden?

Hvis den passive skatteunddragelse er begået ved grov uagtsomhed, altså en særlig grad af forsømmelse af sine pligter, så straffes dette med bøde. Efter praksis fastsættes bøden i dag ved passiv skatteunddragelse og grov uagtsomhed til en tredjedel af det unddragne beløb. Dette adskiller sig fra de øvrige overtrædelser af skattelovgivningen, hvor bøden typisk fastsættes til hele det unddragne beløb.

Ved lovforslaget ændres bødens størrelse ved grov uagtsomhed som udgangspunkt til det unddragne beløb. Dog vil der i førstegangstilfælde ved unddragelse på op til 40.000 kr., og over 20.000 kr. fastsættes en bøde på 5.000 kr.

 

Regulering af satser for skattetillæg ved manglende oplysningsskema (tidligere selvangivelse)

Enhver der er skattepligtig  tl Danmark, skal årligt oplyse Skattestyrelsen om sin indkomst m.v. Ved manglende oplysning herom pålægges et skattetillæg.

Skattetillægget udgør i dag 200 kr. pr. dag ind til oplysning finder sted, dog højst 5.000 kr. Lovforslaget hæver dette til 400 kr. pr. dag dog højst 10.000 kr.

For fysiske personer, hvis skattepligtige indkomst ikke overstiger bundfradraget for mellemskatten efter personskattelovens § 7 er satsen i dag 100 kr. pr. dag dog højst 2.500 kr. Lovforslaget hæver dette til 200 kr. pr. dag dog højst 5.000 kr.

For fonde og foreninger, der kan opfylde oplysningspligten ved en særlig erklæring, udgør skattetillægget 500 kr. i dag. Lovforslaget forhøjer dette til 1000 kr.

 

Regulering af afgift for foreløbig fastsættelse af skattetilsvar

Hvis Skatteforvaltningen inden afleveringsfristens udløb ikke har modtaget angivelse af en virksomheds tilsvar af skatter og afgifter, kan Skatteforvaltningen fastsætte dette tilsvar til et foreløbigt skønsmæssigt beløb. En foreløbig ansættelse pålægges i dag en afgift på 800 kr. Ved lovforslaget hæves denne afgift fra 15. januar 2025 til 1.400 kr.

 

Har du brug for rådgivning?

I Grant Thornton står vi klar til at hjælpe. Kontakt os gerne, hvis du har brug for vores rådgivning og assistance, så vi kan hjælpe dig med at forstå de gældende regler på området, og hvordan de udføres i praksis.