Nyhed

Ny afgørelse fra Skatterådet: Indirekte lån kan udløse aktionærlånsbeskatning

Andreas Dam
Af:
Andreas Dam
Kontorarbejde
Skatterådet har i en ny afgørelse fra den 22. oktober 2024 slået fast, at indirekte lån kan være omfattet af reglerne om beskatning af aktionærlån. Bliv klogere på, hvad afgørelsen kan betyde for udlån fra selskaber til andre selskaber.
Indhold

I en afgørelse fra den 22. oktober 2024 har Skatterådet fastslået, at reglerne om beskatning af aktionærlån også kan omfatte indirekte lån. Med udgangspunkt i Skatterådets afgørelse dykker vi ned i, hvordan udlån mellem selskaber med interessefællesskab i ejerkredsen – eksempelvis ugifte, samlevende par – kan påvirke vurderingen af aktionærlån.

 

Hvad handlede sagen om?

I den konkrete sag var der tale om et lån ydet fra et selskab til hovedaktionærens samlevers selskab. Formålet med lånet var at sætte samleverens selskab i stand til at tilbagebetale et lån til samleveren på netop lånebeløbet. Dermed var der tale om 2 indbyrdes uafhængige transaktioner med det formål at sætte samleverens selskab i stand til at udbetale et beløb til samleveren.

Selvom de to transaktioner formelt set er uafhængige, er deres samlede effekt, at hovedaktionærens samlever indirekte modtager et beløb fra hovedaktionærens selskab. Derfor kan det betragtes som et aktionærlån.

 

Sådan er reglerne for beskatning af aktionærlån

For at være omfattet af reglerne om beskatning af aktionærlån skal der være tale om et lån eller sikkerhedsstillelse fra et kapitalselskab eller tilsvarende til kapitalejeren eller en personkreds, der er omfattet af begrebet ”nærtstående”.

Det er allerede fastslået, at lån ydet fra et selskab til hovedaktionærens kæreste personligt kan være omfattet af reglerne for beskatning af aktionærlån, ligesom der har været afgørelser, der slår fast, at lån ydet uden forretningsmæssig begrundelse, ikke er i selskabets interesse og ud fra en personlig relation vil være omfattet af reglerne for beskatning af aktionærlån.

Derfor blev det i Skatterådets seneste afgørelse også slået fast, at der var tale om et indirekte lån til hovedaktionæren omfattet af reglerne for beskatning af aktionærlån.

 

Hvad betyder Skatterådets afgørelse for selskaber?

Af afgørelsen kan vi udlede, at man skal være særligt opmærksom på udlån fra selskaber til andre selskaber, hvis der er et interessefællesskab i ejerkredsene i selskaberne som eks. ugifte men samlevende. Dette selvom bestemmelsen efter sin ordlyd kun omfatter lån til fysiske personer. Indirekte lån er ikke nævnt.

 

Brug for rådgivning?

Har du brug for rådgivning om indirekte lån, aktionærbeskatning eller andre skatterelaterede spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Grant Thorntons skatteafdeling.