Regeringen har i dag fremlagt sit iværksætterudspil til forhandling. Med 41 konkrete initiativer sigter regeringen mod at forbedre rammevilkårene for danske start-ups og iværksættere. Det forventes, at forhandlingerne vil resultere i konkrete lovforslag i efteråret 2024, som muligvis vil træde i kraft allerede i år og gradvist indfases over 2025-2026. Her er nogle af de vigtigste elementer i oplægget:
Forbedringer for personer
- Lempelse af aktieindkomstskat
Bundgrænsen for aktieindkomstskat øges fra 61.000 kr. til 80.000 kr. (2024-niveau). For ægtefæller vil progressionsgrænsen være 160.000 kr. om året. - Dobbeltbeskatning af aktionærlån fjernes
Beskatningen af aktionærlån lempes, så der ikke sker dobbeltbeskatning, når et lån tilbagebetales og genlånes. Aktionæren beskattes kun én gang af det højeste hævede beløb. - Friere rammer for pensionsinvesteringer
Det bliver muligt for flere pensionsopsparere at investere en større andel af deres privatadministrerede pensioner i unoterede aktier.
Forbedringer for selskaber
- Øget mulighed for underskudsfremførsel
Muligheden for at fradrage fremført underskud øges fra 9,5 mio. kr. til 20 mio. kr., hvilket er en fordel for virksomheder med høje investeringsomkostninger. - Afskaffelse af udbyttebeskatning af unoterede porteføljeaktier
Selskaber beskattes aktuelt med 15,4 % af udbytter fra selskaber med ejerandele under 10 %. Denne beskatning foreslås ophævet. - Realisationsbeskatning for ny-noterede porteføljeaktier
Selskaber med under 10 % ejerskab i ny-noterede virksomheder kan vælge realisationsbeskatning de første fem år efter børsnotering, hvilket kan afhjælpe likviditetsudfordringer. - Lempet beskatning af løbende ydelser
Mulighed for at udskyde skattebetalingen, når salgssummen betales som løbende ydelser, hvilket løser likviditetsudfordringer for sælgere. - Legalisering af equity crowdfunding
Equity crowdfunding bliver lovligt for anpartsselskaber, hvilket giver disse virksomheder bedre muligheder for at rejse risikovillig kapital fra en bredere investorgruppe.
Generelle initiativer
- Mindre administrative byrder
Reguleringen for iværksættere forenkles, og der skabes et samlet overblik over lovpligtige autorisationer og tilladelser samt øget automatisering af indberetningspligter. - Flere talenter i iværksættermiljøet
Dagpengeretten udvides, så nystartede iværksættere kan anvende tidligere lønindkomst til at optjene dagpengeret. Der oprettes et særligt investeringsmandat i Danmarks Eksport- og Investeringsfond målrettet diverse teams, og der skal styrkes forholdene for unge iværksættertalenter på erhvervsskoler. - Styrkelse af incitamenter for forskere
Incitamenter for forskere til at samarbejde med erhvervslivet styrkes, og der skabes et effektivt system for viden- og teknologioverførsel fra universiteter til virksomheder.
Kommende forhandlinger
Vi ser frem til de kommende forhandlinger og håber på bred politisk opbakning til de foreslåede tiltag. Det vil hjælpe med at løse mange af de udfordringer, som små og mellemstore virksomheder står overfor i dag.
Vi håber også, at der bliver mulighed for at genoptage politiske drøftelser om usikkerheden vedrørende forsknings- og udviklingsudgifter, herunder adgang til skattekredit for disse udgifter. Der er en betydelig afstand mellem de politiske intentioner i Folketinget og den praktiske håndtering hos Skattestyrelsen og Landsskatteretten. Retssikkerheden på dette område er også central for iværksættervirksomhederne.
Har du brug for rådgivning?
Grant Thornton er eksperter i iværksætterskat og relaterede problemstillinger. Vi er klar til at hjælpe din virksomhed med alle aspekter af de nye skatteinitiativer. Kontakt Tax partner Asger Høj på +45 32 42 72 18 / asger.lehmann@dk.gt.com for professionel rådgivning og få styr på din virksomheds skattemæssige forhold.