Vi forventer, at ændringerne vil træde i kraft allerede fra efteråret i år. Her er de centrale dele af oplægget:
Forbedring af vilkår for generationsskifte
Regeringen har fremlagt deres planer for at lette vilkårene for overdragelse af familieejede virksomheder til næste generation. Forslaget forventes at træde i kraft fra den 1. oktober 2024, hvilket gælder for gaver ydet fra denne dato og for udlodning fra boer vedrørende personer, der er afgået ved døden efter denne dato.
Skematisk værdiansættelse
Ved generationsskifte skal virksomhedsejere anvende en skematisk værdiansættelse, når bo- og gaveafgiften opgøres. Det skaber forudsigelighed og gør overdragelsen lettere for både nuværende ejere og dem, der overtager virksomheden. Virksomheder får et retskrav på skematisk værdiansættelse, hvilket gør processen mere gennemsigtig og forudsigelig.
Den skematiske værdiansættelse tager udgangspunkt i virksomhedens de nuværende skematiske regler i aktie- og goodwill-cirkulærerne, dog med væsentlige skærpelser:
- Når den skematiske værdiansættelse opgøres, tages der udgangspunkt i virksomhedens seneste 5 regnskabsår og ikke kun de seneste 3 år som i aktie- og goodwillcirkulærerne.
- Der indføres en klar skematik ift. levetiden på virksomhedens goodwill (immaterielle aktiver) baseret på virksomhedens historiske afkast af den investerede kapital og vækst i omsætning med en øvre grænse på 15 år.
- Værdien af goodwill henfalder over tid. Levetiden i aktie- og goodwillcirkulærerne er formelt set ubegrænset, men der er opstået en praksis om at anvende 7 år i de fleste værdiansættelser.
Denne praksis medfører ofte en højere værdi end tidligere anvendt ved generationsskifter, og optimeringsmulighederne vil være mere begrænsede.
Hvis den skematiske værdiansættelse overstiger handelsværdien, kan virksomheden vælge at anvende handelsværdien i stedet, hvis det kan godtgøres, at den skematiske værdi overstiger handelsværdien. Det øger fokus på at indhente en faktisk markedsværdi for virksomheder, der skal generationsskiftes, eventuelt suppleret med bindende svar, selvom det kan blive vanskeligere på grund af den nye skematiske metode.
Satsnedsættelse af bo- og gaveafgift
Satsen for bo- og gaveafgift nedsættes fra 15 % til 10 % ved overdragelse af en erhvervsvirksomhed til nære familiemedlemmer, hvilket gør det lettere at lettere at overdrage sin virksomhed til næste generation.
Nedsættelsen gælder virksomheder, hvor højst 50 % af indtægterne eller aktiverne vedrører passiv kapitalanbringelse (f.eks. obligationer, gældsbreve mv.).
Pengetanke, der primært består af passiv kapitalanbringelse, vil derfor ikke være omfattet af den nedsatte bo- og gaveafgift.
Regeringen foreslår, at der som en del af satsnedsættelsen indføres værnsregler for at forhindre, at bo- og gaveafgiften nedsættes ved kortvarig omlægning af passiv formue til en erhvervsvirksomhed i forbindelse med arv eller gave.
Værnsreglerne indebærer, at overdrageren skal have ejet virksomheden i mindst et år før overdragelsen, og at erhververen skal opretholde ejerskabet i mindst tre år. Den nedsatte bo- og gaveafgift gælder ikke for såkaldte pengetanke, hvor 50 % eller mere af kapitalen består af passiv kapitalanbringelse.
Regeringen foreslår, at reglerne træder i kraft den 1. oktober 2024.
Udvidet mulighed for skattemæssig succession for ejendomsvirksomheder
Mulighederne for skattemæssig succession udvides til at omfatte aktive ejendomsvirksomheder, der udlejer fast ejendom. Det betyder, at familiemedlemmer, der får overdraget en ejendomsvirksomhed, ikke pålægges beskatningen ved overdragelsen, men kan udskyde betalingen i en årrække, ligesom andre virksomheder med skattemæssig succession. Dermed kan ejendomsvirksomheder også overdrages til næste generation med en lavere bo- og gaveafgift på 10 %.
Regeringens forslag betyder, at aktive ejendomsvirksomheder ikke længere betragtes som passiv kapitalanbringelse i forhold til reglerne om overdragelse med succession. Dette muliggør overdragelse af ejendomsvirksomheder med succession.
Ændringen indebærer en betydelig lempelse af beskatningen ved generationsskifte af ejendomsvirksomheder og omfatter både ejendomsselskaber og personligt ejede ejendomsvirksomheder.
Ændringen vil træde i kraft den 1. januar 2025.
Forsknings- og udviklingsudgifter
Regeringen vil gøre det mere attraktivt at investere i forskning og udvikling ved permanent at forhøje fradraget for disse aktiviteter til 120 % (med et loft på 1 mia. kr.). Det skal gælde fra indkomståret 2026. Det er vigtigt at sikre større retssikkerhed i godkendelsen af udgifter, der berettiger til det øgede fradrag.
I øjeblikket pågår der flere sager, hvor Skattestyrelsen anfægter grundlaget for merfradraget, hvilket skaber utilsigtede udfordringer for erhvervsvirksomheder.
Afskaffelse af straksafskrivninger
For at finansiere de foreslåede lempelser vil regeringen afskaffe straksafskrivninger for udgifter til computersoftware, knowhow og patentrettigheder fra den 1. januar 2025.
Anskaffelsessummen skal i stedet afskrives over flere år. Afskaffelsen indebærer, at det ikke vil være muligt at straksafskrive:
- Knowhow og patentrettigheder, hvis udgifterne er afholdt den 1. januar 2025 eller senere. I stedet skal anskaffelsessummen afskrives med op til 1/7 årligt, hvilket i dag gælder for afskrivning af goodwill og andre immaterielle aktiver.
- Computersoftware, der er anskaffet den 1. januar 2025 eller senere. For software anskaffet fra den 1. januar 2025 skal anskaffelsessummen afskrives efter saldometoden med op til 25 % årligt.
Derudover vil der ske en delvis sanering af puljen under Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Positiv udvikling på ejendomsområdet
Forslaget åbner op for, at ejendomsselskaber kan overdrage virksomheden med skattemæssig succession. Det hilser vi i høj grad velkommen, da det har været en stor udfordring for mange familievirksomheder.
Selvom det er positivt med et retskrav på skematisk værdiansættelse, er der bekymring over de fastlagte beregningsforudsætninger. Vi håber derfor på, at det bliver muligt at tilpasse til den konkrete virksomhed, så lempelsen ikke opfattes som en skærpelse.
Læs hele oplægget her: Regeringen sætter retningen for fremtidens erhvervsliv
Har du brug for rådgivning?
Grant Thornton er eksperter i generationsskifte og relaterede problemstillinger og står klar til at hjælpe dig. Kontakt Tax Partner Asger Høj på +45 32 42 72 18 / asger.lehmann@dk.gt.com for professionel rådgivning og få styr på din virksomheds generationsskifte.