Nyhed

Godtgørelse af energiafgifter 2024

Af:
Vindmøller-rapsmark featured
Den 1. januar 2024 blev satserne for energiafgifter igen justeret. De nye satser gælder frem til 31. december 2024 og har betydning for godtgørelsen. Vi gennemgår godtgørelsessatserne for energiafgifter i 2024, samt hvad virksomheder skal være opmærksomme på i den forbindelse.

Satserne for godtgørelse af energiafgifter 2024

Momsregistrerede virksomheder kan alt afhængig af energiens type og anvendelse få godtgjort en andel af afgifterne. Momsregistrerede virksomheder kan få godtgjort afgifter af el og vand anvendt til eget forbrug til momspligtige formål, mens der gælder en række begrænsninger for andre energikilder.

Energitype Beløb/enhed Afgiftssats 2023 Afgiftssats 2024 Godtgørelse 2024
El øre/kWh 69,70 76,10 75,70
Vand kr./m3 6,37 6,37 6,37
Naturgas kr./m3 2,531 2,726 86,47 % (2,357 øre)
Anden gas og dieselolie kr./liter 2,293 2,469 86,47 % (2,135 øre)
Fuelolie kr./liter 2,598 2,797 86,47 % (2,419 øre)

 

Godtgørelse for momsregistrerede virksomheder

I forbindelse med godtgørelse af energiafgifter skal momsregistrerede virksomheder være opmærksomme på følgende:

  • Faktura/opkrævning skal være udstedt til virksomheden og indeholde relevante oplysninger om afgiftsstørrelse mv. Elafgifter kan ikke godtgøres på baggrund af aconto faktureringer og lignende. 
  • Energien/vandet skal være anvendt af virksomheden selv og til momspligtige formål. 
  • Ved godtgørelse af energi anvendt til procesformål, landbrug eller andet, skal virksomheden være obs på særlige krav om f.eks. måling. 


Vær opmærksom på, at når du køber og bruger brændsler – dvs. olie, gas eller kul – pålægges der også CO2-afgift. Du kan som hovedregel ikke opnå godtgørelse for CO2-afgift.

 

Adgangen til godtgørelse reduceres som led i den grønne omstilling – samtidig stiger procesafgiften 

Som et led i den grønne omstilling reduceres det omfang virksomheder kan få godtgjort deres afgifter af energi anvendt til procesformål. 

Procesforbrug omfatter blandt andet:

  • Produktion og/eller forarbejdning af varer.
  • Opvarmning af anlæg/rum, som benyttes til procesformål.
  • Nedkøling, som anvendes af hensyn til maskiner eller produkter.

Samtidig forhøjes procesafgiften, som er den del af afgiften, der ikke kan godtgøres, gradvist frem mod 2025. Det medfører større omkostninger for de virksomheder, der bruger fossile brændsler. Fordelene ved at skifte til mere vedvarende energikilder bliver altså større. 


Lempelse af hoteller og lignende virksomheders afgift for rumvarme

Hoteller og lignende virksomheders energiafgift for rumvarme er lempet fra 1. januar 2024. Energiafgiften kan derfor godtgøres inden for intervallet for fuld afgift for fossile brændsler på 68,8 kr. pr. GJ (2024-niveau) til et indekseret minimumsniveau på 9,3 kr. pr. GJ (2024-niveau). 

Lempelsen afhænger af, at man accepterer, at det er et nødvendigt og naturligt led i forretningsmodellen for hoteller og lignende virksomheder at sørge for en rimelig, komfortabel varme i de værelser og fællesarealer, hvor hotellets gæster befinder sig og overnatter.

Lempelsen har dog primært eller stort set alene virkning for hoteller og lignende virksomheder i de lokalområder, hvor der endnu anvendes fossile brændsler i form af olie, naturgas og/eller kul til opvarmning i modsætning til, hovedstadsområdet, hvor opvarmning via fjernvarme, der er baseret på afbrænding af affald og/eller biobrændsel anvendes mere udbredt.

 
Hvordan afregnes godtgørelsen?

Godtgørelse af energiafgifter sker som udgangspunkt via momsangivelsen og medtages i den periode, hvor fakturaen er udstedt. Energiafgiften fremgår af fakturaen fra din energileverandør.

Læs mere og indberet moms her.

 

Få hjælp og rådgivning hos Grant Thornton

Hvis ovenstående giver anledning til spørgsmål eller hvis du vil drøfte energikildevalg i forhold til fordele eller ulemper er du altid velkommen til at kontakte Manager i Indirect Tax Carl Helman på +45 32 42 83 40 / Carl.Helman@dk.gt.com

Der er en naturlig relation mellem energiforbrug, godtgørelse af energiafgifter og virksomhedens arbejde med bæredygtighed. Har du spørgsmål i den sammenhæng, kan du kontakte partner Carsten Mønster på +45 35 27 52 36 / Carsten.Moenster@dk.gt.com. Hos Grant Thornton kan vi rådgive dig om alt fra Moms og Afgifter til Bæredygtighed og ESG.