Nyhed

Stor fusionsaftale på plads: Revisionsfirmaet Kvist & Jensen bliver en del af Grant Thornton

Thomas Hedegaard, Brian Rasmussen & Heine Johansen
9 nye kontorer og mere end 200 nye medarbejdere bydes velkommen i Grant Thornton, når det jyske revisionshus Kvist & Jensen fusionerer med Grant Thornton senere på året. Samtidig vil National Revision, Godkendte Revisorer også indgå i det nye Grant Thornton, idet de forud for fusionsaftalen bliver en del af Kvist & Jensen. Dermed konsoliderer Grant Thornton sine markedspositioner i hele Danmark.

Grant Thornton, Statsautoriseret Revisionspartnerselskab har netop indgået en fusionsaftale med Kvist & Jensen, Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. Aftalen er faldet på plads efter længere tids strategiske overvejelser og den betyder, at samtlige af Kvist & Jensens afdelinger i hhv. Aalborg, Aarhus, Grenaa, Hadsten, Hadsund, Mariager og Randers bliver en del af Grant Thornton per 1. oktober 2023. Dermed vokser Grant Thornton fra 350 til godt 550 personer. 

Ifølge direktør og partner i Grant Thornton Brian Rasmussen, er Kvist & Jensen det helt ideelle match:

”Jeg er enormt glad for, at Kvist & Jensen bliver en del af Grant Thornton. Vi har arbejdet sammen i mange år og kender hinanden rigtig godt. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at sammenlægningen har været længe undervejs. I Kvist & Jensen er man grundige og ordentlige – her bliver der ikke taget nogen forhastede beslutninger. Sådan har vi det også i Grant Thornton. Jeg har flere gange sagt, at Grant Thornton ikke må stirre sig blind på målet om at vækste. Vi skal ikke vokse alene for at blive større. Det skal give mening forretningsmæssigt og samtidig være bæredygtigt for både vores medarbejdere og kunder. Og det gør det her. Kvist & Jensen er et perfekt match.”


Også hos Kvist & Jensen er man begejstrede for aftalen:

“Vi har den personlige kunderelation som det helt centrale, bærende element i vores revisions- og rådgivningsarbejde. Vi er altid tæt på vores kunder og deres forretning. Sådan arbejder Grant Thornton også, og det fælles værdigrundlag vil uden tvivl bidrage til en rigtig god og glidende overgang under sammenlægningen af Grant Thornton og Kvist & Jensen samt ultimativt styrke det tillidsbånd, som vi har mellem os og vores kunder. Sammen med vores nye kollegaer går vi en særdeles spændende tid i møde, og vi glæder os meget,” siger direktør og partner i Kvist & Jensen Thomas Hedegaard.


En strategisk vigtig aftale

Den store fusionsaftale konsoliderer Grant Thorntons markedspositioner i hele Danmark, når to af landets store revisionsvirksomheder slår kræfterne sammen. 

”Vores virksomheder passer rigtig godt sammen. Og så er aftalen strategisk vigtig for begge parter. For mens vi i Grant Thornton styrker vores position i det jyske, kommer Kvist & Jensen tættere på sine kunder øst for Storebælt. Sammen står vi utroligt stærkt,” udtaler Brian Rasmussen. 


Til fordel for kunderne

Kravene til specialviden, kvalitetssikring og medarbejderudvikling er stigende, og revisionsbranchens kunder efterspørger langt mere specialiseret rådgivning. Thomas Hedegaard er ikke i tvivl om, at sammenlægningen kommer kunderne til gode:

”Kvist & Jensen er bygget på gode, jyske værdier. Vi er flittige, til at stole på og altid tæt på vores kunder og deres forretning. Og så behandler vi både kunder og kollegaer ordentligt. Sådan har det altid været, og sådan vil det fortsat være. For i Grant Thornton følger man samme værdisæt, og derfor kan jeg med ro i sindet sige, at selvom firmanavnet fremover bliver en smule sværere at udtale, så vil vi stadig stå for præcis de samme værdier, som vores kunder kender os for. Vores motto har længe været, at vi har viden til holdbar vækst. Den viden udvides markant med fusionen med Grant Thornton til stor fordel for alle vores kunder.”

Hos National Revision er direktør og partner Heine Johansen ligeledes begejstret for aftalen:

”Jeg ser frem til, at vi bliver en del af Grant Thornton, og vi glæder os meget til det fremtidige samarbejde. I National Revision vil vi fortsat være den sikre og konstruktive sparringspartner for vores kunder – altid med den personlige kontakt i fokus – men nu som en del af noget større. Både hos Kvist & Jensen og i Grant Thornton sidder utroligt mange dygtige folk med forskellige kompetencer og specialviden, som fremover vil komme vores kunder til gode.”


Ledelsen styrkes

Kvist & Jensen vil fremover indgå i den øverste ledelse, når Grant Thorntons direktion såvel som bestyrelse udvides med et medlem fra Kvist & Jensen. Med disse tiltag bliver begge fusionsparter repræsenteret i fremtidens Grant Thornton, som de i fællesskab skal forme og styrke. 

Efter fusionen vil Grant Thornton fortsat være Danmarks 7. største revisions- og rådgivningsvirksomhed. På verdensbasis er 68.000 personer fordelt på mere end 130 lande en del af Grant Thornton International.

Brian Rasmussen, Thomas Hedegaard & Heine Johansen

 

Pressehenvendelser
Christoffer Lindhardt More, kommunikationschef i Grant Thornton, 27 14 23 78 / christoffer.more@dk.gt.com