Nyhed

Nyt rentesystem - Skattestyrelsen opkræver renter ved for sen og forkert angivet moms og afgifter

Linda-Sophia Danielsen 120x120
Af:
Papirstak med lup - featured
Skatteministeriet har per 1. juli 2023 indført nye regler, der medfører renter på forkert og for sen angivet moms og afgifter. Det kan dog være svært at gennemskue, hvordan og af hvilket beløb renten beregnes. Vi giver dig et overblik over metoden, så du kan få en bedre forståelse af det nye rentesystem på moms.

Vi har længe været vant til, at konsekvensen af ikke at angive og betale moms til tiden er mindre end ved andre forseelser overfor Skattestyrelsen. Som nogle måske allerede har erfaret, er denne tendens ved at vende; Skattestyrelsen har fået flere hænder, både på kontrol- og straffeområdet. Selvom renten er indført fra i år, kan den opkræves bagudrettet efter de ordinære forældelsesregler fra og med 2020 (per indeværende år). 

 

Hvilket beløb beregnes renterne af?

Skattestyrelsen har bekræftet, at rentegrundlaget er saldoen på skattekontoen. I praksis betyder det, at renten beregnes af bruttobeløbet på skattekontoen. Det skyldes, at man først beregner renter på efterangivelse af tilgodehavender (fx købsmoms, der ikke tidligere er medtaget på momsangivelsen) på frigivelsestidspunkt, mens der ved efterangivelse af gæld (fx salgsmoms, der ikke er angivet i korrekt periode) beregnes renter fra den oprindelige tidsfrist.

 

 

Hvor høj er renten?

Renten fastsættes af Nationalbanken og beregnes dagligt. Herudover er der et tillæg på 0,7 procentpoint per måned. For 2023 har Nationalbanken (Læs mere her: SKM2022.608.SKTST) fastsat rentebeløbet til 0,0 %, og derfor udgør renten effektivt 0,7 % per måned svarende til 8,4 % per år.  Vi vil løbende holde jer opdateret om rentesatsen, når den offentliggøres. 

 

I hvilke situationer vil der påløbe renter?

Som noget nyt vil der således påløbe renter ved bl.a. forkert og for sen angivet moms- og afgiftskrav. Det gælder fx, når en virksomhed korrigerer en momsangivelse med den effekt, at virksomheden har skyldig moms til betaling. Der vil ikke påløbe renter i det modsatte tilfælde, hvor virksomheden reducerer sin salgsmoms eller korrigerer manglende angivelse af købsmoms i en tidligere periode og derfor skal have penge udbetalt af Skatteforvaltningen. Der vil heller ikke påløbe renter for blandede virksomheder, som efter regnskabsårets afslutning korrigerer for den beregnede pro rata-sats – altså splitmomsen. 

 

Vigtigt at have styr på skatte- og afgiftsforhold

Vi har i en periode oplevet et dyk i Skattestyrelsens kvalitet i bl.a. momskontrolsager. Det skyldes i høj grad manglende uddannelse på området. Grundlæggende er det derfor (stadig) vigtigt, at man er opmærksom på at indberette momsen korrekt i første omgang. I værste fald kan forkerte angivelser med efterfølgende korrektioner nu lede til betaling af renter. Der påløber fortsat renter på for sent betalt moms og afgifter. 

 

Kan vi hjælpe dig?

I Grant Thorntons afdeling for indirekte skatter står vi klar  til at hjælpe dig. Vi tager gerne en snak om behov og fremgangsmåde, ligesom vi gerne assisterer i sager med myndighederne eller udfører et egentligt moms- og/eller afgiftsreview. På den måde sikrer du dig et optimalt setup af din virksomhed, og at reglerne overholdes. Samtidigt mindskes risikoen for efteropkrævninger og renter.

Ræk endelig ud til os, hvis du har brug for rådgivning eller har spørgsmål.