Acontoskatteraten fastsættes af Skattestyrelsen, og der tages udgangspunkt i selskabets seneste tre indkomstår. For indkomståret 2023 betyder det, at beregningen beror på indkomstårene 2019, 2020 og 2021.
Acontoskatten beregnes som 50 % af gennemsnittet for de tre års selskabsskat. Er der tale om en sambeskatningskreds, bliver beregningen foretaget på sambeskatningsniveau. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at overveje, hvorvidt selskabet skal foretage frivillig indbetaling for 2023.
Acontoskatten fratrækkes den endelige skat, der udløses, når årsopgørelsen indberettes. Hvis et selskab har betalt for meget i acontoskat, vil det blot resultere i, at selskabet får et tilgodehavende. Er der betalt for lidt, opkræves en restskat.
Vi anbefaler derfor, at man løbende holder øje med og justerer den forventede skat, så man ikke ender med at skulle betale både en stor restskat og et restskattetillæg. For indkomståret 2022 lød restskattetillægget på 4,4 %. Satserne for indkomståret 2023 forventes at ligge på nogenlunde samme niveau, hvorfor det godt kan betale sig at foretage frivillig indbetaling af acontoskat.
Ændringer af den ordinære acontoskat
Der kan foretages frivillig indbetaling af acontoskat, hvis man f.eks. konstaterer, at den ordinære skat er estimeret lavere end den egentligt forventede skat.
Vurderer et selskab, at acontoskatten er sat for højt, er det muligt at nedsætte raten for acontoskatten. Det gøres via TastSelv senest på dagen for betalingsfristen. Opdager man først efter betalingsfristen, at raten er sat for højt, skal man kontakte Skattestyrelsen for at få raten nedsat.
Udbetaling af overskydende skat sker først i november måned i det efterfølgendes år. Man kan dog ansøge Skattestyrelsen om at få pengene udbetalt før tid. Giver Skattestyrelsen grønt lys til det, bliver der dog modregnet rente af beløbet.
Frister for frivillig indbetaling
Der kan foretages frivillig indbetaling af acontoskat, som opdeles i følgende tre rater:
- 20. marts 2023
- 20. november 2023 (Tillæg på 0,1 % ved frivillig indbetaling i november)
- 1. februar 2024 (Tillæg på 0,9 % ved frivillig indbetaling i februar)
Bemærk, at man skal indberette det til Skattestyrelsen via TastSelv, inden man foretager frivillig indbetaling af acontoskat. Herefter modtager man en betalingslinje. Hvis man bare indbetaler direkte til SKAT, vil Skattestyrelsen ikke kunne følge betalingen og derfor tilbagebetale beløbet. Du kan følge nedenstående guide til indberetningen.
Sådan indberetter du frivilling indbetaling af acontoskat
- Gå ind på: www.skat.dk/erhverv
- Hvis du betaler skat for selskaber m.fl. > Vælg ’Selskabsskat’ > Vælg ’Acontoskat’ > Vælg ’Indberet/Ændr’ > Vælg herefter den rate, som du ønsker at ændre.
- Indberet beløbet, som selskabet ønsker at indbetale til frivillig acontoskat.
- Foretag betalingen via betalingslinjen.