Hvad er ChatGPT?
ChatGPT er absolut ikke ene om at repræsentere det, vi kalder AI. Det er blot den løsning, der løber med opmærksomheden i øjeblikket. ChatGPT, eller tilsvarende løsninger, er en webbaseret grænseflade, hvor man som bruger kan indtaste et spørgsmål eller en række kommandoer, også kaldet ’prompts’, som systemet så giver et muligt svar på. Teknologien kan sammenlignes med en uerfaren digital assistent, der lynhurtigt kan svare på spørgsmål, men som mangler erfaringsgrundlag at trække på, og som derfor skal instrueres klart om endemålet.
ChatGPT er ikke det nye Google
Mange vil nok tænke, at en ChatGPT kan det samme som Google, men ChatGPT, og AI generelt, er noget andet. Selvom AI benytter sig af information, som man i princippet selv kan finde på nettet, så forsøger AI at forstå konteksten og levere et svar ud fra en masse variabler. AI lærer altså af sig selv, og det er her, at teknologien adskiller sig fra Google. Se eksempel herunder.
ChatGPT og SMV’er: Mulighederne er mange
AI hjælper allerede mange virksomheder i dag, og for SMV-lederen kan ChatGPT være en stor hjælp på flere punkter. Den kan for eksempel bruges til rådgivning og kreativt arbejde.
- Rådgivning: Gennem ChatGPT kan virksomheder få hurtige råd om for eksempel skatteforhold, markedsføringsmetoder eller HR-praksis uden behov for eksterne konsulenter.
- Kreativt arbejde: ChatGPT kan bruges i kreative arbejdsprocesser som for eksempel en brainstorm. Mangler man som virksomhed et nyt slogan, kan man spørge ChatGPT. Forestil dig, at Peter, en lokal detailhandlende, spørger: "Hvad er et fængende slogan for min skobutik?". ChatGPT svarer: "Træd frem i verden med stil!". På den måde kommer ChatGPT med et skræddersyet forslag til et slogan, som faktisk er ganske godt.
Vigtige overvejelser
ChatGPT, og AI helt generelt, repræsenterer en spændende tid i skæringspunktet mellem teknologi og arbejdsliv. Det kommer selvfølgelig også til at påvirke vores hverdag, men det er en anden snak. Som med alle teknologiske fremskridt er det vigtigt at anvende det med omtanke og sund fornuft. Derfor bør ChatGPTs forslag bruges som vejledende og ikke endegyldige svar, og man bør blandt andet være opmærksom på fortrolighed og bias.
AI som arbejdsredskab
Som virksomhed bør ledelsen aktivt beslutte hvilke data og informationer, der må bruges til AI, og om en påtænkt AI-løsning skal være online eller kun baseret og tilgængelig for interne medarbejdere, så data ikke slipper ud. Der bør desuden tages stilling til, om AI-løsninger kan optimere den måde, som de enkelte funktioner i dag passer deres arbejde på.
Mange AI-eksperter udtaler, at tiden med ’det tomme papir’ er slut. For hvor man før i tiden startede en opgave med et tomt dokument, kan man i dag tage udgangspunkt i for eksempel ChatGPT-genereret materiale, som man så kan forfine og tilpasse. En måde hvorpå mange virksomheder snart vil stifte bekendtskab med AI er gennem Microsoft. De lancerer nemlig inden længe deres store AI-satsning, Copilot, hvor AI vil blive synligt som små tilføjelser i de programmer, vi allerede arbejder i blandt andet Office-pakken og Teams. Det vil for eksempel blive muligt at bede Microsoft Teams om et sammendrag af det møde, som er i gang, men som man kommer 10 minutter for sent ind i.
Hvordan ser fremtiden ud?
Vi kan kun gisne om, hvordan vores hverdag med ChatGPT og AI ser ud om fem til ti år. Men vi kan være ret sikre på, at teknologien er uundgåelig i vores tids IT-alder. Det kan sammenlignes med dengang, vi fik computeren og internettet, hvor vi ikke vidste, hvilken revolution der ventede måden at drive forretning på. Det samme gælder højst sandsynligt også med ChatGPT – og helt sikkert AI.