Nyhed

Korrektion af tidligere momsangivelser kan fremadrettet koste renter

insight featured image
Contents

Skatteministeren har fremsat et lovforslag, som betyder, at virksomhederne fremadrettet skal betale renter af efterangivelser og korrektioner på moms- og afgiftsområdet, når korrektionen medfører et tilgodehavende til Skattestyrelsen. Dette omfatter også korrektioner, som skyldes forkert godtgørelse af afgifter, bl.a. el- og vandafgift.
Al dette forudsætter naturligvis, at lovforslaget vedtages i sin gældende form.

Konkret betyder det, at der skal betales en rente, som i 2022 vil udgøre en årlig rentesats på 8,4 % årligt, regnet fra tidspunktet hvor momsen skulle være betalt.
Renten, der er månedlig, men beregnes dagligt, fastsættes til basisrenten i opkrævningslovens § 7, stk. 2, med et månedligt tillæg på 0,7.

Lovforslaget betyder, at alle efterangivelser af moms og afgifter, som medfører en ændring af skattekontoen efter lovforslagets ikrafttrædelse, bliver rentebærende fra den dato, hvor momsen skulle være betalt, og frem til den dato, hvor beløbet betales. Vi bemærker her, at dette gælder, uanset om efterangivelserne/korrektionerne vedrører perioder, som måtte ligge før lovforslagets ikrafttrædelse.

Lovforslag om en række ændringer på skatteområdet
Læs artiklen her
Christiansborg

Lovforslaget rammer ikke kun de situationer, hvor der fx er beregnet for meget købsmoms eller for lidt salgsmoms. Det vil også gælde for de situationer, hvor der er sket formelle fejl, fx hvis formalia vedr. EU-salg ikke er opfyldt.

Reglerne rammer naturligvis de situationer, hvor der er indberettet for lidt på momsangivelsen. Men de kan også medføre udfordringer i en række andre situationer, fx hvis: 

  • dokumentationskrav ved EU-salg ikke er på plads (reglerne i dag kræver, at dokumentation skal være på plads, og er den ikke det, skal der betales moms, indtil den er det)
  • der ikke er indberettet til ”EU-salg uden moms”
  • man ved en fejl ikke har opkrævet moms, selvom køber kan fradrage momsen fuldt ud (fx fordi man har behandlet et beløb som udlæg eller via mellemregning)
  • der er taget fradrag for købsmoms på en faktura, hvor der ikke skulle have været opkrævet moms
  • der er taget fradrag for købsmoms på en faktura, hvor der ikke er ret til fradrag (f.eks. fordi fakturakrav ikke er opfyldt)
  • der er taget for meget i godtgørelse af energi- og vandafgifter

Vi ved ikke præcis, hvornår lovforslaget træder i kraft, da ministeren har fået en bemyndigelse til at bestemme dette. Men det forventes, at lovforslaget vil træde i kraft allerede i 2023.

Med dette lovforslag sættes der ekstra fokus på vigtigheden i, at virksomhederne afregner moms og afgifter korrekt, da det efter lovforslagets ikrafttrædelse vil koste renter i tilfælde af underbetaling af moms og afgifter.

Du er meget velkommen til at kontakte os med henblik på en gennemgang af dine moms- og afgiftsforhold.

Lovforslaget kan læses i sin helhed på følgende link.