Nyhed

Lovforslag om en række ændringer på skatteområdet

insight featured image
Contents

Skatteministeriet har sendt lovforslag til høring vedr. ændringer på momsområdet. Formålet med lovforslaget, som i mange tilfælde omfatter præciseringer af eksisterende love, er at strømline reglerne i forhold til EU-retten og dermed forhåbentlig kunne lette noget af det administrative arbejde for danske virksomheder og forbrugere.

Nedenfor fremhæver vi tre udvalgte ændringer/præciseringer af momsreglerne af særlig interesse for mange erhvervsdrivende, nemlig undervisning, intellektuel ejendomsret og brugtmoms.

Undervisning

Skatteministeriet foreslår, at det præciseres, at momsfritagelsen for privat undervisning alene gælder for undervisere på skole- eller universitetsniveau. Dette betyder at undervisning som fx fitness, spinning, musik m.v. ikke længere omfattes af fritagelsen.

Såfremt lovforslaget vedtages, får det stor betydning for udbydere af privatundervisning, som ikke kan betegnes som skoleundervisning (musikskoler, fitnesscentre m.v.).

Ændringen ventes at træde i kraft 1. januar 2022.

Moms på kunstneres salg af rettigheder og licenser

Med lovforslaget vil tilladelse til hel eller delvis ret til at bruge fx et ophavsretligt beskyttet værk være omfattet af begrebet »lignende rettigheder« og blive momspligtigt (fx til Koda) Lovforslaget vil særligt have konsekvenser for behandlingen af meddelelse af licens vedr. ophavsrettigheder, der i dag ikke pålægges moms.

Moms af tilladelser af licens medfører, at forvaltningsorganisationer, forlag og kunstnere skal lægge moms på salg af en licens vedr. ophavsrettigheder og andre intellektuelle ejendomsrettigheder - som fx når en forvaltningsorganisation (eksempelvis KODA) giver en virksomhed licens til at spille musik for virksomhedens kunder. Virksomheden vil dog kunne fradrage momsen, og momsen vil derved ikke belaste virksomheden økonomisk. Lovændringen vil derimod ramme virksomheder, der ikke har fuld fradragsret for momsen (fx læger, tandlæger m.fl.).

Ændringen ventes at træde i kraft 1. januar 2023.


Brugtmoms

I dag kan virksomheder, der betaler brugtmoms, kun anvende samleordningen, såfremt de ikke kender købsprisen på de enkelte varer, eksempelvis som ved køb af dødsboer, hvor videreforhandleren giver en samlet pris for hele boet.

Skatteministeriet foreslår, at man udvider tilladelsen til at anvende samleordningen, således at den også kan anvendes af virksomheder i tilfælde, hvor prisen på alle de enkelte varer kan identificeres.

Ændringen gælder dog ikke salg af brugte personkøretøjer, hvor man derfor fortsat skal anvende den individuelle metode.

Skattestyrelsens fortolkning af brugtmomsreglerne er meget streng, og vi forventer derfor ikke officiel accept af, at man overgår til at anvende samleordningen i perioden indtil 1. juli 2022, hvis købsprisen er kendt på de enkelte varer. Man skal derfor fortsætte med at anvende den individuelle metode indtil d. 1. juli 2022.

Ændringen ventes at træde i kraft 1. juli 2022.


Har du spørgsmål vedr. de forestående ændringer til momslovgivningen, er du velkommen til at kontakte os.