Landsskatteretten har i en kendelse af 5. maj 2021 givet et selskab medhold i, at udgifter afholdt til udvikling af ny software kunne anses for udviklingsomkostninger som berettiget til udbetaling efter Skattekreditordningen. Grant Thornton har ført sagen for selskabet.
Selskabet havde i indkomstårene 2014-2017 afholdt udgifter til udvikling af forskellige applikationer og en handelsplatform på internettet, der var målrettet mod diplomater. Det blev i sagen gjort gældende, at der ved projekterne var sket udvikling af ny og væsentligt forbedret software, der ikke fandtes tidligere, og som gav selskabet en klar konkurrencefordel i den pågældende branche.
Det var Skattestyrelsens opfattelse, at selskabets udgifter til udvikling af softwareplatform til websalg og intern logistikhåndtering ikke opfyldte betingelserne i ligningslovens § 8 X om skattekredit. Skattestyrelsen mente ikke, at Selskabet havde godtgjort, at det udviklede software ”indeholdt en vis ny viden i forhold til allerede kendt teknik, og i relation til software teknologisk eller videnskabeligt fremskridt m.v.”.
Det er efter kendelsen Landsskatterettens opfattelse, at udvikling af ny software, herunder nye operative systemer, algoritmer, processer mv., skal anses for omfattet af ligningslovens § 8 X. Landsskatteretten bemærker desuden, at anvendelsesområdet for og omfanget af bestemmelsen i ligningslovens § 8 B om udviklingsomkostninger må vurderes i forhold til den faktiske udvikling i samfundet, hvor langt størstedelen af alle virksomheder i dag benytter sig af IT-systemer som led i driften af deres virksomhed, i modsætning til hvad der var sædvanligt ved indførelsen af ligningslovens § 8 B i 1973.
Landsskatteretten konkluderede i den konkrete situation, at udviklingen af de enkelte projekter ikke anses for at være af rutinemæssig karakter, henset til at der er tale om ny- og videreudviklede systemer, processer og algoritmer, og at alt indhold og funktionalitet er udviklet på baggrund af selskabets specifikke krav og ønsker. Landsskatteretten bemærkede hertil, at der må skelnes mellem, om udgifterne vedrører selve udviklingen af applikationer og digitale løsninger, eller om udgifterne vedrører den løbende og efterfølgende brug af applikationerne og altså ikke selve udviklingen. Landsskatteretten fandt desuden, at Selskabets udgifter til licensrettigheder, som den udviklede software var baseret på, også kunne indgå i skattekreditgrundlaget.
På denne baggrund fik Selskabet medhold i, at de kunne anvende Skattekreditordningen.
