Lørdag d. 18. april meddelte regeringen og Folketingets partier, at en række af tiltagene i hjælpepakkerne til det danske erhvervsliv forlænges og udvides.
De omfattende hjælpepakker til danske virksomheder og lønmodtagere, som blev vedtaget den 19. marts 2020, er knap en måned senere blevet justeret for at skabe et endnu større sikkerhedsnet under det danske erhvervsliv. Justeringerne forlænger perioden, som hjælpepakkerne er gældende, og tilfører nye tiltag, der skal forhindre konkurser og fyringer.
Hjælpepakkerne justeres og udvides med følgende tiltag:
Kompensation for faste omkostninger
Perioden, hvor virksomheder kan søge kompensation for faste omkostninger, forlænges med en måned således, at kompensationen dækker frem til 8. juli 2020. Minimumsgrænsen for at søge om kompensation var tidligere 25.000 kr. i faste omkostninger i hele kompensationsperioden, men dette reguleres nu til 12.500 kr. i samlede faste omkostninger over tre måneder.
Derudover sænkes minimumsprocenten for omsætningsnedgang fra 40-60 % på laveste niveau til nu at hedde 35-60 % omsætningsnedgang. De resterende trin ændres ikke, og de kompenserede procentsatser ser dermed sådan ud:
- 25 % kompensation af faste omkostninger, hvis omsætningsnedgangen er 35-60 %
- 50 % kompensation af faste omkostninger, hvis omsætningsnedgangen er 60-80 %
- 80 % kompensation af faste omkostninger, hvis omsætningsnedgangen er 80-100 %
Virksomheder, der har forbud mod at holde åbent og dermed en 100 % omsætningsnedgang, kan fortsat få 100 % kompensation for faste omkostninger.
Hidtil har virksomheder maksimalt kunne få udbetalt 60 mio. kr. i kompensationsperioden, men med forlængelsen og de ændrede kompensationstrin, kan virksomheder nu få op til 110 mio. kr. som maksimalt samlet kompensation.
Ydermere har regeringen tilføjet, at virksomheder, der ansøger om kompensation, ikke må udbetale udbytte eller foretage aktietilbagekøb for regnskabsårene 2020 og 2021, hvis virksomheden modtager mere end 60 mio. kr. i kompensation for faste omkostninger. Disse virksomheder kan efterfølgende frigøre sig fra denne forpligtelse, ved at tilbagebetale modtaget kompensation, der overstiger 60 mio. kr.
Bemærk, der bliver også justeret på reglerne om modregning af underskud i kompensationen. Herunder vil det være muligt for virksomheder, der som følge af ekstraordinære omstændigheder har haft underskud i 2019, at anvende en anden referenceperiode.
Kompensation til selvstændige og freelancere
Kompensationsperioden for selvstændige og freelancere forlænges med en måned således, at perioden nu løber fra 9. marts 2020 til 8. juli 2020.
Derudover forhøjes kompensationsgraden til 90 % af omsætnings- eller B-indkomsttabet. Har den selvstændige eller freelancere haft forbud mod at holde åbent, forhøjes kompensationsgraden til 100 % for lukkeperioden.
Endelig udvides ordningen, så selvstændige med op til 25 ansatte kan søge kompensation, frem for det tidligere krav om maksimalt 10 ansatte.
For freelancere oprettes en ny ordning, hvis denne har både A- og B-indkomst og forventer et indkomsttab på mere end 30 % for både A- og B-indkomst. Der gives kompensation for op til 90 % af indkomsttabet, dog maksimalt 20.000 kr. pr. måned.
Ordningen er møntet på freelancere, der har haft samlet skattepligtigt overskud på A- og B-indkomst på mere end 10.000 kr. i gennemsnit om måneden det seneste år, hvoraf mindst 5.000 kr. har været B-indkomst og højest 20.000 kr. har været A-indkomst.
Freelanceren må ikke være berettiget til anden statsstøtte som fx dagpenge.
Udbetaling af indbetalt moms og lønsumsafgift
Der er allerede etableret en låneordning, hvor små og mellemstore virksomheder, som lån kan få tilbagebetalt, den moms de har afregnet primo marts 2020. Nu udvides ordningen.
Små og mellemstore virksomheder kan yderligere søge om udbetaling af den indbetalte moms for hhv. andet halvår og fjerde kvartal 2019, hvormed udbetalingen gives som et lån til virksomheden. Lånet skal tilbagebetales senest d. 1. april 2021.
Derudover kan virksomheder, der har indbetalt lønsumsafgift for 1. kvartal 2020 efter lønsumsafgiftens metode nummer fire, ansøge om at få beløbet udbetalt igen som rentefrit lån. Lånet skal tilbagebetales senest d. 1. april 2021.
Udskydelse af indbetaling for lønsumsafgift
Virksomheder, der ikke har momspligt, men i stedet betaler lønsumsafgift, får nu udskudt indbetalingen af lønsumsafgiften for 2. og 3. kvartal. Dette gælder imidlertid kun for virksomheder, der følger lønsumsafgiftens metode fire, fx tandlæger, ergoterapeuter, vognmænd m.v.
Udskydelserne er som følger:
Forlængelse af midlertidig afskaffelse af loft på skattekontoen
Loftet på skattekontoen er tidligere hævet fra 200.000 kr. til 10 mio. kroner, for at give virksomheder, der ikke er likviditetsbegrænsede, mulighed for fortsat at indbetale skat og moms efter de normale indbetalingsfrister. Dermed behøver virksomhederne ikke have et større bankindestående end normalt. Derudover styrker afskaffelsen statens likviditet, når nogle virksomheder fortsat kan indbetale moms og skat til oprindelig frist.
Perioden for afskaffelsen af loftet forlænges fra 30. november 2020, som oprindeligt vedtaget, til nu 1. april 2021.
Udbetaling fra skattekreditordningen fremrykkes
Virksomheder med underskud fra forsknings- og udviklingsaktiviteter, kan normalvis søge om udbetaling fra skattekreditordningen med udbetaling i november måned. Nu fremrykkes ordningen, så virksomheder kan søge udbetaling for deres forsknings- og udviklingsaktiviteter i 2019 allerede i juni 2020. Fremrykningen forventes at styrke virksomhedernes likviditet, når især små og mellemstore virksomheder kan få øget likviditet fem måneder før normalt.
Det er et krav, at ansøgning til ordningen indeholder en revisors erklæring. Tag derfor fat i din revisor allerede nu, hvis du ønsker at ansøge om udbetaling efter skattekreditordningen.
Garantidække for handel og eksport
Mange virksomheder har en forsikring til at sikre dem, når de handler med og eksporterer varer i Danmark og udlandet. Grundet COVID-19 er forsikringsudbyderne dog mere presset end normalt, hvilket kan medføre, at de lukker for at udbyde forsikringer. Uden forsikringsdækning står virksomheder selv med tabet, hvis en handel eller leverance ikke forløber som aftalt. Derfor oprettes nu en statslig garantidækning, hvor staten påtager sig en andel af kreditforsikringsselskabers risiko for tab i 2020 mod at disse selskaber forpligtiger sig til at opretholde kapacitet. Ordningen administreres af EKF Danmarks Eksportkredit.
Nye tiltag i Vækstfonden
Der etableres en midlertidig hjælpeordning hos Vækstfonden, som skal hjælpe kriseramte iværksættere og vækstvirksomheder. Ordningen indeholder tre initiativer:
- Matchfinansiering til opstart: Vækstfonden vil på porteføljeniveau finansiere mellem 75 – 100 % af iværksætteres opstartsfaser, hvor iværksætteren har begrænset eller ingen omsætning. Dette kan hjælpe iværksættere, der har svært ved at opnå hjælp via de eksisterende kompensations- og garantiordninger. Ordningen udløber ultimo 2020.
- Matchfinansiering til venturevirksomheder: Vækstfonden vil på porteføljeniveau finansiere op til 75 % i lån med krav om delvis medfinansiering fra virksomhedens egenkapital eller investorfinansiering. Ordningen er især målrettet vækstvirksomheder, der har brug for særlig risikovillig kapital for at sikre deres vækstplan.
- Styrket egenkapitalindsats: Vækstfonden får tilført 1,2mia. kr. til brug for investering i fonde og virksomheder. Dette skal give Vækstfonden mulighed for at tilføre kapital til iværksættere og vækstvirksomheder, som lige nu har svært ved at finde investorer.
Løft af Innovationsfondens Innobooster ordning
Innovationsfondens Innobooster ordning er et program under Innovationsfonden, som yder tilskud til vidensbaserede innovationsprojekter i små og mellemstore virksomheder samt start-ups. Regeringen har nu vedtaget at tilføre 350 millioner kroner til fonden for at sikre, at de innovative idéer ikke tabes på gulvet under coronakrisen. Dermed kan endnu flere små og mellemstore virksomheder og de hårdtramte start-ups søge støtte fra Innovationsfonden.
Etablering af national crowdfunding platform
I samarbejde med private crowdfunding platforme, skal der etableres en national platform, hvorfra der lettere kan rejses donationer og bidrag via crowdfunding. Platformen kan tilgås indtil ultimo 2020. Arbejdet med etableringen er først lige begyndt og det vides ikke, hvornår løsningen er klar.
Forlængelse af lønkompensation
Ligesom flere af de andre kompensationsordninger, er også lønkompensationsperioden blevet forlænget med en måned, så virksomheder kan søge kompensation fra 9. marts til 8. juli 2020.
Udvidet kompensation for arrangementer
Regeringens nuværende kompensationspakke til arrangører er ligeledes forlænget og gælder nu for arrangementer frem til 31. august 2020. Derudover er ordningen udvidet til at omfatte arrangementer med mere end 350 deltagere og med hyppig frekvens, som fx musicals, revyer o.lign.
Vi sidder altid klar med råd og vejledning, så tøv ikke med at kontakte os om både nye og gamle tiltag under coronakrisen.