Søndag den 6. december præsenterede Finansministeren og repræsentanter fra regeringen finansloven for 2021. Få overblik over de væsentligste elementer for dansk erhvervsliv her.
Dansk økonomi er hårdt ramt i kølvandet på coronakrisen, og det kom også til udtryk ved præsentationen af finansloven for 2021. Finansminister Nicolai Wammen præsenterede finansloven som en coronafinanslov, og formålet med denne bliver, foruden at øge fokus på grønne initiativer, at støtte dansk erhvervsliv gennem en økonomisk stimulipakke.
Stimulipakken og finansloven indeholder bl.a.:
Støtte til oplevelsesøkonomien
Danske hoteller, restauranter, biografer, teatre m.fl. lider under coronakrisen og de restriktioner, som skal hjælpe med at mindske smittespredningen blandt danskerne. Derfor afsættes der i finansloven 750 mio. kr. til dansk oplevelsesøkonomi. Støtten giver bl.a. arbejdsgivere mulighed for at give deres medarbejdere gavekorts til oplevelsesinstitutioner uden at skulle betale skat af beløbet op til 1.200 kr.
Omstillingsindsatser til bl.a. SMV’er og iværksættere
Regeringen afsætter 825 mio. kr. til omstillingsindsatser fra 2021-2022, som fx kan hjælpe hårdt ramte SMV’er og iværksættere med opkvalificering og uddannelsesindsatser. Derudover skal det være muligt at få finansieret vækst- og forretningsrådgivning. For iværksættere kommer også en øremærket andel af midlerne, som skal hjælpe med stiftelse af nye vækst- og eksportmuligheder, foruden et decideret grønt iværksætterpanel.
Lempelse af boligjobordningen
Loftet for boligjobordningen hæves midlertidigt i 2021 til 25.000 kr. for serviceydelser og skattefradraget hæves til 35 %. Derudover hæves loftet for håndværkerfradrag til 25.000 kr.
Grøn omstilling og digitalisering
Den grønne omstilling og klimaet har en central plads i finansloven 2021, og for danske virksomheder betyder det bl.a. støtte til flere grønne tiltag, såsom bæredygtigt byggeri, og ikke mindst bidrag til udvikling af digitale løsninger. Dette skal være med til at understøtte dansk erhverv i mere digitalisering og automatisering og gavne vækst og eksportmuligheder.
Ud over ovenstående indsatser kommer også de allerede præsenterede initiativer om bl.a. en eksportpakke på 1,7 mia. kr. og en reserve til forlængelse af hjælpepakker. Også kulturområdet prioriteres i finansloven 2021 med en indsats på 437 mio. kr. til mere børne- og opsøgende teater.
Husk, at vi er klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål eller brug for sparring.