article banner
Nyhed

FAQ om kompensation til selvstændige og freelancere

(Opdateret 6. juli 2020)


Her kan du læse vores eksperters svar på de oftest stillede spørgsmål om kompensation til selvstændige og freelancere.

For selvstændige og freelancere med B-indkomst

Hvilke krav er der for at søge kompensation?

For at du som selvstændig eller freelancer kan søge om kompensation, skal du og din virksomhed leve op til følgende krav:

  • Din omsætning eller B-indkomst har i gennemsnit været minimum 10.000 kr. om måneden før coronakrisen. Har du ikke haft nogen omsætning eller B-indkomst før 9. marts 2020, f.eks. hvis din virksomhed er helt nyopstartet, kan du ikke søge kompensation.
  • Du forventer et omsætningstab på min. 30 % grundet COVID-19

For selvstændige og freelancere med CVR-nummer, gælder der derudover:

  • Du skal eje mindst 25 % af virksomheden.
  • Du har maksimalt 25 ansatte. Virksomhedsejeren og ægtefælle tæller ikke med i denne normering.
  • Du arbejder i virksomheden.
Hvilken periode kan der søges kompensation for?

Der kan søges for perioden 9. marts til 8. juli 2020 nu på Virk.dk. Ansøgere der allerede har søgt kompensation for perioden 9. marts til 8. juni 2020, kan søge om udvidelse til 8. juli 2020.

Hvor meget kan jeg blive kompenseret for?

Din virksomhed kan få kompensation for op til 90 % af omsætningstabet såfremt, at din virksomhed ikke har været underlagt forbud mod at holde åbent. Har du været underlagt forbud mod at holde åbent, kan du få op til 100 % kompensation af dit omsætningstab.

Kompensationen udgør maksimalt 23.000 kr. pr. måned, men såfremt at din ægtefælle arbejder i virksomheden forhøjes beløbet til det dobbelte.

Modtaget kompensation skal tilbagebetales, hvis summen af den personlige indkomst, aktieindkomst fra selskaber, der indgår i grundlaget for kompensation og overskud i virksomhedsindkomst i 2020 er over 800.000 kr.

Er kompensationen skattepligtig?

Ja, kompensationen er skattepligtig, og du skal selv indberette beløbet til Skat.

Skal kompensationen betales tilbage?

Senest 8. december 2020 skal der indsendes en opgørelse over det faktiske omsætningstab eller B-indkomsttab til Erhvervsstyrelsen, der på denne baggrund afgør en eventuel efterregulering i opad- eller nedadgående retning. Derudover skal kompensationen betales tilbage, hvis virksomhedsejere har en personlig indkomst, aktieindkomst fra selskaber, der indgår i grundlaget for kompensation og overskud i virksomhedsindkomst på mere end 800.000 kr. i 2020.

Kan jeg søge kompensation for en kortere periode?

Kompensationen kan i første omgang kun søges for den fulde tremåneders periode fra 9. marts 2020 til 8. juni 2020. Fra medio maj 2020 vil det i tillæg hertil blive muligt at ansøge i den fulde periode 9. juni til 8. juli 2020.

Hvilken referenceperiode bruges til at beregne kompensation?

Beregning af virksomhedens tabte omsætning tager udgangspunkt i en sammenligning med en periode i 2019. Referenceperioden er som udgangspunkt 1. april til 30. juni 2019.

Har virksomheden ikke omsætning i ovenstående periode kan perioden 1. december 2019 til 29. februar 2020 anvendes.

Er virksomheden stiftet efter den 1. december 2019 er referenceperioden fra stiftelsestidspunktet og frem til 9. marts 2020, dog skal perioden som minimum dække en hel måned.

Hvis ingen af ovenstående referenceperioder er retvisende for virksomheden, f.eks. grundet sygdom, er det muligt at vælge en anden periode af tre måneders varighed.

Må jeg arbejde, hvis jeg får kompensation?

Ja, hvis du er ejer af virksomheden eller ægtefælle af ejeren, må du gerne fortsætte med at arbejde, selvom du har søgt kompensation.

Kan jeg søge flere kompensationsformer?

Ja, hvis du er virksomhedsejer med maksimalt 25 ansatte, hvor de ansatte står til at blive fyret grundet coronakrisen, kan du - ud over kompensation for selvstændige, søge om lønkompensation for dine medarbejdere. Det vil også være muligt at opnå kompensation for faste omkostninger.

Hvor og hvornår skal jeg søge?

Der er ansøgningsfrist den 31. august 2020. Ansøgning skal ske via Virk.dk.

 

Skal min revisor involveres i ansøgningsprocessen?

Nej, det kræver ikke revisorbistand at søge kompensationen. Det kan dog være en god idé at varsle din revisor om ansøgningen i tilfælde af, at din ansøgning udtages til kontrol. I det tilfælde kan Erhvervsstyrelsen nemlig pålægge dig revisorbistand fra en godkendt uafhængig revisor.

Bemærk også, at din revisor ikke kan søge om kompensation på dine vegne uanset, om revisoren normalvis har fuldmagt til at agere for virksomheden.

For freelancere m.fl. med blandet A- og B-indkomst

Hvilke krav er der for at søge kompensation?

For at søge kompensation som freelancer eller lign. erhverv skal du have et forventet indkomsttab fra A- og B-indkomst samt anden indkomst på minimum 30 % grundet COVID-19, og din samlede indkomst i 2020 må ikke overstige 800.000 kr.

Derudover skal du have haft en samlet indkomst på mindst 10.000 kr. i gennemsnit om måneden i kalenderåret 2019, hvoraf mindst 5.000 kr. pr. måned har været B-indkomst og maksimalt 20.000 kr. pr. måned har været A-indkomst. Du skal have haft indtægter frem til den 9. marts 2020.

I den samlede indkomst indgår endvidere indtægter for arbejde, når indtægterne har form af vederlag i form af biblioteksafgift, legater fra Statens Kunstfond, bortseelsesberettigede pensionsindbetalinger efter pensionsbeskatningslovens § 19, godtgørelse for medlemskab af eller som medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende, indkomst, der beskattes efter kildeskattelovens §§ 48 E og F, og indkomst fra beskæftigelse om bord på et skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister.

Overskud fra egen selvstændig virksomhed, der er registreret i CVR senest den 9. marts 2020 kan tillægges den samlede indkomst for at opfylde kravet på mindst 10.000 kr. i gennemsnit om måneden, men dette overskud indgår ikke i den samlede indkomst, der kan kompenseres.

Endelig må beskæftigelsesgraden maksimalt være 55 % for A-indkomst, og du må ikke modtage ydelser som f.eks. dagpenge og kontanthjælp.

Hvilken periode kan der søges kompensation for?

Du skal ansøge om kompensation for enten en tre- eller firemåneders periode startende den 9. marts 2020.

Hvor meget kan jeg blive kompenseret for?

Du kan få kompensation for op til 90 % af det forventede samlede indkomsttab, dog maksimalt 20.000 kr. pr måned i kompensationsperioden.

Der ydes ikke kompensation for tab, som du godtgøres på anden vis, herunder ved forsikring eller anden statslig kompensationsordning.

Hvilken referenceperiode bruges til at beregne kompensation?

Beregning af indkomsttabet tager udgangspunkt i en sammenligning med en periode i 2019. Referenceperioden er som udgangspunkt 1. april til 30. juni 2019.

Har du ikke haft indkomst i ovenstående periode kan perioden 1. december 2019 til 29. februar 2020 anvendes.

Har du ikke haft indkomst i nogen af de ovenstående perioder er referenceperioden fra først registrerede indkomst og frem til 9. marts 2020, dog skal perioden som minimum dække en hel måned.

Hvis ovenstående referenceperioder grundet særlige omstændigheder ikke giver et retvisende sammenligningsgrundlag for din forventede samlede indkomst for kompensationsperioden, skal det begrundes, hvilke særlige omstændigheder, der er årsag hertil, samt hvorfor disse nødvendiggør en anden opgørelsesperiode. Der skal samtidig oplyses den realiserede samlede indkomst for denne anden opgørelsesperiode. Den anden opgørelsesperiode skal være på 3 måneder.

Er kompensationen skattepligtig?

Ja, kompensationen er skattepligtig, og du skal selv indberette beløbet til Skat.

Skal kompensationen betales tilbage?

Senest 8. december 2020 skal der indsendes en opgørelse over det faktiske indkomsttab til Erhvervsstyrelsen, der på denne baggrund afgør en eventuel efterregulering i opad- eller nedadgående retning. Derudover skal kompensationen betales tilbage, hvis du har en samlet indkomst på mere end 800.000 kr. i 2020.

Retten til kompensation kan ligeledes bortfalde hvis tildeling af tilskuddet er i strid med Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 (de minimis-forordningen, der fastsætter et loft på 200.000 EUR som en virksomhed må modtage i statsstøtte over en tre-årig periode).

Hvor kan jeg søge?

Ansøgning skal ske via Virk.dk. Fristen for ansøgning udløber 31. august 2020.

Skal min revisor involveres i ansøgningsprocessen?

Nej, det kræver ikke revisorbistand at søge kompensationen. Det kan dog være en god idé at varsle din revisor om ansøgningen i tilfælde af, at din ansøgning udtages til kontrol. I det tilfælde kan Erhvervsstyrelsen nemlig pålægge dig revisorbistand fra en godkendt uafhængig revisor.

Bemærk også, at din revisor ikke kan søge om kompensation på dine vegne uanset, om revisoren normalvis har fuldmagt til at agere for dig.

Fik du ikke svar på dit spørgsmål, eller har du uddybende spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.