article banner
Nyhed

FAQ om kompensation for faste omkostninger

(Opdateret 6. juli 2020)


Her kan du læse vores eksperters svar på de oftest stillede spørgsmål om kompensation for virksomheders faste omkostninger.

Hvilken periode kan der søges kompensation for?

Virksomheder kan søge kompensation for deres faste omkostninger i perioden 9. marts 2020 til 8. juni 2020 eller for perioden 9. marts til 8. juli 2020. Er der allerede søgt for perioden 9. marts til 8. juni 2020, kan ansøgningen suppleres med en udvidelse til 8. juli 2020.

Hvem kan få kompensation?

Alle virksomheder med dansk CVR-nr. kan søge kompensation for virksomhedens faste omkostninger såfremt, virksomheden har faste omkostninger for mindst 12.500 kr. i en tremåneders periode og samtidig lever op til et af følgende krav:

  • I perioden marts til 8. juni eller 9. marts til 8. juli har virksomheden et omsætningstab på minimum 35 % grundet coronavirus
  • Virksomheden har grundet coronavirus fået forbud mod at holde åbent

Inden det tilvælges at ansøge i perioden 9. juni til 8. juli, bør det nøje overvejes hvilke konsekvenser dette tilvalg kan få. Kontakt derfor din revisor, der kan rådgive om den optimale løsning, når reglerne er fastlagt.

Hvilke faste omkostninger er omfattet?

Virksomhedens faste omkostninger udgør de omkostninger, som virksomheden fortsat skal betale til trods for omsætningstab eller forbud mod at holde åbent. Det kan fx være husleje, leasing, licenser, maskinleje, afskrivning, renter m.m.

Der gives ikke kompensation for variable omkostninger som fx varer, lønninger eller fragt. Dog kan der gives kompensation for letfordærvelige varer, som ikke kan fryses ned, og hvor der er mindre en én måned mellem produktionsdato og udløbsdato.

Der gives kun kompensation for faste omkostninger afholdt i Danmark. Omkostninger afholdt og anvendt i udlandet medregnes ikke.

Hvor meget kan man få i kompensation?

Kompensationens størrelse er afhængig af nedgangen i virksomhedens omsætning og følger følgende intervaller:

  • Omsætningstab på 35-60 % giver kompensation på 25 %
  • Omsætningstab på 60-80 % giver kompensation på 50 %
  • Omsætningstab på 80-100 % giver kompensation på 80 %
  • Er virksomheden tvunget til at holde lukket, og der dermed ikke er nogen omsætning, gives kompensation på 100%

Har virksomheden haft underskud i det seneste aflagte årsregnskab eller perioderegnskab omregnet til helår, modregnes et beløb svarende til dette underskud i kompensationen. Det betyder eksempelvis, at hvis virksomheden har faste udgifter for 200.000 kr. og har ret til 50 % kompensation, men samtidig har et underskud på 20.000 kr. i forrige regnskab, modregnes underskuddet fordelt på kompensationsperiodens tre måneder, svarende til et kvartal af året, multipliceret med kompensationsprocenten. En beregning af kompensation ved underskud ser altså således ud:

200.000 x 50 % - (20.000/4) x 50 % = 97.500 kr. udbetales i kompensation.

Er der ekstraordinære forhold, der har medført et underskud i 2019, og samtidigt har positivt resultat i hvert af årene 2016, 2017 og 2018 eller har et samlet positivt resultat for 2017, 2018 og 2018 kan begrænsning i kompensationen som følge af underskud undgås. Der indføres et loft på 50% på nedjustering, som følge af underskud ved udbetalingen af kompensation af hensyn til virksomheder, der rammes ekstra hårdt af underskudsreglen.

Kompensationen kan maksimalt udgøre 110 mio. kr., og kan samtidig ikke være højere end virksomhedens omsætningstab sammenlignet for samme periode året før. Virksomheder, der ansøger om kompensation, må ikke udbetale udbytte eller foretage aktietilbagekøb for regnskabsår med balancedag i 2020 og 2021, hvis virksomheden modtager mere end 60 mio. kr. i kompensation for faste omkostninger. Begrænsningen kan efterfølgende udgås ved at tilbagebetale kompensation udover 60 mio. kr.

Virksomheder kan endvidere også få godtgørelse for udgifter til revisorerklæring, hvis ansøgningen om kompensation godkendes. Godtgørelsen kan maksimalt udgøre 80 % eller 16.000 kr., og virksomheden skal bruge et bindende tilbud eller en faktura fra revisoren for at søge godtgørelse.

Hvordan beregnes omsætningstabet?

Når virksomheden skal udregne omsætningstabet til brug for kompensation, beregnes den forventede omsætning fra 9. marts til 8. juni 2020 eller 9. marts til 8. juli 2020 og sammenlignes med virksomhedens omsætning for perioden 1. april til 30. juni 2019. Differencen bruges til beregning af det procentvise omsætningstab.

Hvis virksomheden ikke har haft nogen omsætning fra den 1. april til 30. juni 2019, kan virksomheden i stedet sammenligne med perioden 1. december 2019 til 29. februar 2020.

Har virksomheden ikke haft nogen omsætning i ovenstående perioder, anvendes perioden fra stiftelsestidspunktet frem til og med 9. marts 2020 som grundlag. Perioden skal dog minimum dække en hel måned.

Har virksomheden ikke nogen omsætning til sammenligning, fx grundet særlige omstændigheder som brand eller kritisk sygdom, kan dette angives i ansøgningen, hvorefter der laves en særskilt vurdering.

Skal kompensationen tilbagebetales?

Som udgangspunkt nej. Virksomheden kan dog blive bedt om at betale kompensationen tilbage, hvis virksomheden har fået udbetalt for meget i kompensation. Dette kan eks. ske, hvis de faste omkostninger er lavere end forventet eller omsætningstabet bliver mindre end forventet.

Søger du om kompensation, skal du senest d. 8. december 2020 indsende en endelig opgørelse over dit omsætningstab og faste omkostninger til Erhvervsstyrelsen.

Virksomheder der har opnået kompensation på mere end 60 mio. kr. må ikke udbetale udbytte eller foretage aktietilbagekøb for regnskabsår med balancedag i 2020 og 2021, hvis virksomheden modtager mere end 60 mio. kr. i kompensation for faste omkostninger. Begrænsningen kan efterfølgende udgås ved at tilbagebetale kompensation udover 60 mio. kr.

Skal der betales skat af kompensationen?

Ja, kompensationen er skattepligtig.

Hvor mange gange kan man søge?

Du kan kun søge om kompensation én gang for hver kompensationsperiode, 9. marts til 8. juni 2020 og 9. marts til 8. juli 2020. Er der søgt for en tre-måneders periode, kan der efterfølgende søges om udvidelse til fire måneder. Opdager du en fejl i ansøgningen, kan du sende en ny, men derudover modtages der kun en ansøgning pr. virksomhed.

Inden det tilvælges at ansøge i perioden 9. juni til 8. juli, bør det nøje overvejes hvilke konsekvenser dette tilvalg kan få. Kontakt derfor din revisor, der kan rådgive om den optimale løsning, når reglerne er fastlagt.

Hvornår skal jeg søge?

Den 8. april blev der åbnet op for ansøgninger til kompensation for faste omkostninger. Virksomheder kan altså indsende deres ansøgning nu og frem til d. 31. august 2020, hvor Erhvervsstyrelsen lukker for ansøgning.

Skal jeg kontakte min revisor for at søge kompensation?

Ja, det er nødvendigt at inddrage en uafhængig godkendt revisor i ansøgningsprocessen, da virksomheden ikke kan søge om kompensation for faste omkostninger uden at have en erklæring fra en uafhængig godkendt revisor. Revisoren skal have et MNE-nummer og afgive sin erklæring gennem en godkendt revisionsvirksomhed.

Kontakt din revisor i god tid, så I sammen kan få sendt virksomhedens ansøgning rigtigt afsted. Din revisor kan også rådgive dig om det er optimalt at ansøge om kompensation i den forlængede periode 9. juni til 8. juli.

Hvad skal jeg bruge for at søge kompensation?

Før du søger, skal du kontakte din revisor, som skal hjælpe dig med at opgøre din virksomheds faste omkostninger og omsætning. Efterfølgende skal du til ansøgningen bruge:

  • Forventet omsætning i kompensationsperioderne
  • Omsætning for perioden 1. april til 30. juni 2019 eller for perioden 1. december 2019 til 29. februar 2020, hvis der ikke har været omsætning i førstnævnte periode eller for perioden fra stiftelsestidspunktet efter 1. december 2019 og frem til og med 9. marts 2020, dog som minimum en hel måned.
  • Faste omkostninger fra 1. december 2019 til 29. februar 2020
  • Forventede faste omkostninger i kompensationsperioderne
  • Virksomhedens resultat til opgørelse af eventuelt underskud
  • Et bindende tilbud eller en faktura fra din revisor
Hvor søger jeg kompensation?

Du søger kompensation hos virk.dk her.

Din revisor kan rådgive dig om det er optimalt at ansøge om kompensation i den forlængede periode 9. juni til 8. juli.

Fik du ikke svar på dit spørgsmål, eller har du uddybende spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.