Folketinget har vedtaget et ændret beskatningsgrundlag for visse biler.
Beskatning af fri bil ved genberegning af registreringsafgift
Tilbage i 2017 blev der indført regler om efteropkrævning af registreringsafgift for leasingbiler, så der for sådanne under visse omstændigheder skal ske genberegning af afgiften senest fire måneder efter første indregistrering.
Folketinget har vedtaget, at beskatningsgrundlaget for fri bil også skal ændres, når der sker genberegning af registreringsafgiften, forudsat at den genberegnede nyvognspris er højere end den oprindelige pris. Indtil der sker genberegning, reguleres beskatningsgrundlaget ikke.
Den genberegnede nyvognspris skal anvendes som beskatningsgrundlag, uanset om bilen er købt eller leaset af arbejdsgiveren.
Ændringen har virkning for biler, der stilles til rådighed for en medarbejder første gang fra og med den 1. februar 2020. Ændringen gælder dermed ikke for leasede biler, der stilles til rådighed inden 1 februar 2020.
Lempelser for elbiler og plugin-hybridbiler
Folketinget har vedtaget, at den planlagte stigning i registreringsafgiften for eldrevne køretøjer og plugin-hybridbiler fra den 1. januar 2020 annulleres, og i stedet videreføres de i 2019 gældende satser for registreringsafgift for disse biler.
Endvidere har Folketinget vedtaget, at der for perioden 1. april – 31. december 2020 indføres et fradrag i beskatningsgrundlaget for eldrevne køretøjer og plugin-hybridbiler på 40.000 kr. opgjort på årsbasis. Denne nedsættelse af beskatningsgrundlaget gælder også for allerede indregistrerede biler.
Har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte din rådgiver.