article banner
Nyhed

Skattelettelser

Regeringen har indgået en række aftaler om skatte- og afgiftslettelser, dels ved finanslovsforliget med Dansk Folkeparti, dels ved en erhvervsskatteaftale med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, og dels ved aftalen om lavere skat på arbejde, som blev indgået med Dansk Folkeparti den 6. februar 2018.

Der er tale om følgende lettelser:

  • Den fordelagtige beskatning af medarbejderaktier, herunder tegningsretter og optioner, som blev indført i 2016, kan kun anvendes, hvis værdien af de tildelte aktier mv. ikke overstiger 10 % af den ansattes årsløn. Denne betingelse lempes nu, så værdien af de tildelte aktier mv. fra 1. januar 2018 kan udgøre op til 20 % af den ansattes årsløn, dog kun hvis mindst 80 % af selskabets ansatte har adgang til at erhverve medarbejderaktier mv.
  • Beskatningen af fri telefon og internetforbindelse, som stilles til rådighed af en arbejdsgiver ophæves, dog først fra 2020.
  • Den såkaldte Boligjobordning, som har betydet, at der er fradrag for privatpersoners lønudgifter til rengøring mv. med op til 6.000 kr. årligt og til en række håndværksydelser med op til 12.000 kr., har hidtil været midlertidig og udløb med udgangen af 2017. Ordningen gøres nu permanent og således også vil gælde for 2018 og følgende år. Herudover vil lønudgifter til installation af tyverialarm som noget nyt også være omfattet af reglerne.
  • I forbindelse med den såkaldte Forårspakke 2.0 fra 2010 blev der indført en midlertidig udligningsskat på store pensionsudbetalinger, som skulle bortfalde fra 2020. Det er nu aftalt, at udligningsskatten bortfalder allerede fra og med 2018.
  • Frem mod 2020 indføres gradvist et nyt jobfradrag på 4,5 % af arbejdsindkomst over 187.500 kr. Fradraget kan dog højst udgøre 2.500 kr. årligt.
  • Frem mod 2020 indføres et nyt pensionsfradrag for fradragsberettigede pensionsindbetalinger og indbetalinger til arbejdsgiverbetalte pensionsordninger. Fradraget er på 12 % for personer med mere end 15 år til folkepensionsalderen og 32 % for personer med 15 år eller mindre til folkepensionsalderen.
  • Beskæftigelsesfradraget øges, dels fordi det fremover også beregnes af fradragsberettigede pensionsindbetalinger og indbetalinger til arbejdsgiverbetalte pensionsordninger, dels fordi det maksimale årlige fradrag øges med 1.000 kr. til 38.400 kr.
  • Bundskattesatsen sænkes med 0,02 procentpoint.
  • Afgiftssatsen på elektricitet til opvarmning sænkes med 15 øre pr. kWh fra 1. maj 2018. Afgiftsnedsættelsen vil betyde en årlig besparelse på 650 kr. om året for et gennemsnitligt parcelhus som opvarmes via en eldrevet varmepumpe. Opvarmes huset via el-radiatorer er besparelsen større.  

Vi står naturligvis til rådighed, hvis der er spørgsmål til ovenstående.