2019 er valgår i Danmark, og senest d. 17. juni skal danskerne give deres demokratiske besyv med i stemmeurnerne. Selvom lygtepælene fortsat er fri for valgplakater, og valgkampen endnu ikke er officielt skudt ind, gives der allerede nu politiske løfter, som kan få stor indvirkning på virkeligheden for danskerne – og ikke mindst det danske erhvervsliv.
Et af de områder, der allerede nu har været diskuteret vidt og bredt forud for den reelle valgkamp, er bo- og gaveafgiften. Også kaldet afgiften for generationsskifte. Afgiften er således særligt aktuel for erhvervsdrivende, der skal overdrage virksomhed til familie eller medarbejdere.
For mange virksomhedsejere vil det være en af de største og sværeste beslutninger, der skal tages i deres arbejdsliv, når det skal besluttes, hvordan og hvornår virksomheden skal overlades til en anden. Netop derfor er det af stor betydning for mange, når regeringen og Socialdemokraterne udtrykker vidt forskellige ønsker for arveafgiftens fremtid.
Udsigt til afskaffelse eller stramning af afgiften
Den nuværende regering indskrev i sit regeringsgrundlag i 2015, at man ville arbejde for en komplet afskaffelse af afgiften frem mod 2025. Indtil videre har VLAK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti vedtaget at reducere afgiften fra 15 procent til fem procent frem mod 2020.
I 2018 er bo- og gaveafgiften således sat til syv procent, mens den til næste år reduceres til seks procent, inden den i 2020 er planlagt til at nedsættes til 5 procent.
I den helt modsatte grøft finder man Socialdemokratiet. Her har man omvendt bedyret, at man vil trække lempelsen af afgiften tilbage, hvis partiet kommer ud af det kommende folketingsvalg som vindere.
Virksomhedsejere bør overveje situationen
Dermed er der lagt op til en situation, der selvsagt kan få stor indflydelse for mange virksomhedsejere og deres nære. Derfor er der for mange erhvervsdrivende ekstra god grund til at bruge de kommende måneder på at overveje, hvordan man helt konkret vil gribe et generationsskifte an. En klar og tydelig plan sikrer ro og kontinuitet på både den korte og lange bane.
Står din virksomhed foran et generationsskifte? Eller vil du bare gerne blive klogere på dine muligheder, når det engang bliver aktuelt? Så kontakt os, så vi kan få en snak om din situation.