Splitleasing

Splitleasing er en løsning, som kan eliminere beskatningen af fri bil – men pas på betingelserne!

Når en virksomhed stiller en bil til rådighed for en medarbejder, så bliver medarbejderen beskattet af fri bil, hvis bilen også må anvendes til private formål. Den skattepligtige værdi af fri bil beregnes på grundlag af prisen for bilen, dvs. at jo højere prisen for bilen er, jo højere er beskatningen af medarbejderen. Denne beskatning indtræder når blot bilen må anvendes til private formål, og er den samme, uanset om den faktiske private kørsel har et stort eller lille omfang.

Beskatningen af fri bil kan dog undgås ved såkaldt splitleasing. Det indebærer, at en arbejdsgiver indgår en leasingaftale om den erhvervsmæssige benyttelse af en bil med et leasingselskab, samtidig med at den ansatte, der har bilen til rådighed, indgår en særskilt leasingaftale med leasingselskabet om den private benyttelse af den samme bil. Ordningen betyder, at bilens samlede omkostninger fordeles efter den faktiske kørsel, således at arbejdsgiveren kun betaler den andel, som vedrører den erhvervsmæssige kørsel, mens den andel, som vedrører den private kørsel betales af den ansatte. Det betyder, at den ansatte ikke skal beskattes af fri bil.

Det forudsætter dog, at en række betingelser opfyldes. SKAT har anlagt en ganske restriktiv praksis på området, og en nylig afgørelse fra Landsskatteretten understreger, at man skal være meget påpasselig, når man har etableret splitleasingaftaler.

I den pågældende sag fandt Landsskatteretten nemlig ikke, at alle betingelserne var opfyldt. Medarbejderen, der også var hovedaktionær i arbejdsgiverselskabet, blev derfor beskattet af fri bil.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Landsskatterettens fandt, at betingelserne på 3 punkter ikke var opfyldt, nemlig følgende:

• Det er et krav, at henholdsvis arbejdsgiveren og medarbejderen indgår separate og adskilte aftaler med leasingselskabet. I sagen var der indgået én samlet kontrakt, der omfattede både aftalen med arbejdsgiveren og aftalen med medarbejderen. Landsskatteretten fandt derfor ikke, at betingelsen var opfyldt.
• Der skal foreligge et kørselsregnskab, som opfylder SKAT’s normale krav, dvs. med angivelse af bl.a. dato, fordelingen af mellem private or erhvervsmæssige kilometer samt angivelse af bestemmelsessted og formål for den erhvervsmæssige kørsel. I sagen var der alene fremlagt GPS-udskrifter med angivelse af hvor bilen havde kørt, og det opfyldte efter Landsskatterettens opfattelse ikke de krav, som stilles til et kørselsregnskab.
• Der skal løbende føres kontrol med fordelingen af henholdsvis erhvervskørsel og privatkørsel med deraf følgende regulering af den aftalte fordeling af omkostningerne i forhold til den konstaterede fordeling af kørslen. I sagen blev denne regulering kun foretaget én gang årligt, og det kunne efter Landsskatterettens opfattelse ikke anses som en tilstrækkelig løbende kontrol. Her vil månedlig regulering være det normale, dog har SKAT godkendt kvartalsmæssig regulering, når det var sædvanligt for den pågældende leasingvirksomhed.

Landsskatterettens afgørelse fastslår dermed den ganske restriktive praksis omkring bedømmelsen af splitleasingaftaler. Her skal man så huske, at en splitleasingaftale kan ”falde”, hvis blot én af de 3 betingelser ikke opfyldes.

Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte os.