article banner
Nyhed

Udsigt til, at medarbejderaktieordninger atter bliver attraktive

Regeringen har den 2. februar 2016 fremsendt det længe ventede ”Lovforslag vedrørende skattebegunstigelse af individuelle medarbejderaktieordninger” i høring.

Som reglerne foreligger i høringsforslaget, ændres beskatning af medarbejderaktieordninger fra lønbeskatning med op til 56% til aktieindkomstbeskatning med 42%. Samtidig udskydes beskatningstidspunktet til den dag, medarbejderen afstår aktierne.

Med vedtagelse af lovforslaget bliver det atter yderst interessant for såvel virksomhederne som medarbejdere at etablere medarbejderaktieordninger.

Det åbner op for en langt mere attraktiv aflønningsform, der ikke alene vil begunstige medarbejderne, men tillige hjælpe virksomsomhederne med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra såvel ind- som udland.

Der gives mulighed for såvel individuelle som generelle ordninger. Det er således muligt at skræddersy ordninger til nøglemedarbejdere.

De nye regler omfatter alle former for aktier, aktieoptioner og tegningsretter i det selskab eller den koncern, hvori medarbejderen er ansat.

Forslagets indhold

Formålet med lovforslaget er af genindføre den tidligere LL §7H med få justeringer.

I hovedtræk går forslaget ud på følgende:

  • At ansatte kan tildeles aktier, tegningsretter eller optioner i det selskab eller i den koncern, hvori de er ansat til en værdi af højst 10% af årslønnen uden indkomstbeskatning på tildelingstidspunktet.
  • At beskatningen af medarbejderen vil ske som aktieindkomst, når aktierne sælges.
  • At selskaber, der tilbyder medarbejdere at erhverve medarbejderaktier mv., ikke har fradrag for udgifterne til medarbejderaktierne, og anses i øvrigt for at have afstået aktierne til handelsværdien på tidpunktet for medarbejdernes udnyttelse af tegningsretter og optioner, uanset til hvilken værdi medarbejderne kan anskaffe aktierne til.
  • At arbejdsgiver frit kan vælge, om alle eller kun få medarbejdere tildeles medarbejderaktier mv.

Lettere administration

Krav om revisor- eller advokatattestation genindføres ikke. Det gøres hermed lettere at opfylde indberetningsforpligtelserne.

Selskaberne skal foretage markering i indkomstregistreret ved tildeling af købe- og tegningsretter og indsende en række oplysninger, når købe- eller tegningsretterne udnyttes til erhvervelse af aktier, eller når medarbejderen erhverver aktierne direkte.

Anvendelsestidspunkt

Det foreslås, at de nye regler skal finde anvendelse på aftaler, der indgås efter den 1. juli 2016.

Høringsfrist

Der er frist til at fremkomme med bemærkningen til forslaget til den 1. marts 2016, og lovforslaget forventes fremsat i april 2016.

Grant Thornton vil følge høringen, og folketingets behandling af lovforslaget tæt og vi vil løbende opdatere på vores hjemmeside, såfremt der sker væsentlige ændringer i ovennævnte.

Henvendelse kan ske til:

Tax director Lærke Hesselholt
Telefon: 35 27 52 40
Email: laerke.hesselholt@dk.gt.com