article banner
Nyhed

Regeringens 2025 plan

Regeringen har netop offentliggjort ”Helhedsplan – For et Stærkere Danmark” samt rapporterne ”Et stærkere Danmark – Vækst 2016” og ”Jobreform” i tilknytning til Finanslovsforslaget for 2017. 


Her et uddrag af nogle af de væsentligste elementer af betydning for erhvervslivet:

Nedsættelse af topskatten

Topskatten foreslås sænket med 5 procentpoint for indkomst, der er under 1 mio. kr. pr. år. Topskatten på indkomst mellem TDKK 507 og 1 mio. DKK vil således være 10%, mens indkomst derover fortsat beskattes med 15%.

Nedsættelse af skat på aktie- og kapitalindkomst

Skatten på aktieindkomst foreslås nedsat fra 27% til 25%. Til gengæld foreslås dog indførelse af et såkaldt ”progressionstrin”, hvor aktieindkomst mellem TDKK 51 og TDKK 150 beskattes med 35%. Endvidere foreslås det, at positiv kapitalindkomst over TDKK 43 udgår af topskattegrundlaget.

Fradrag for egenkapital

Der foreslås indført et fradrag for normalforrentningen af egenkapitalen som tilskyndelse til i højere grad at anvende egenkapitalfinansiering fremfor gældsfinansiering. Forslaget ”savner” dog lidt mere konkretisering.

Lempeligere beskatning af generationsskifte

Det foreslås at nedsætte afgiften til 5% ved overdragelse af erhvervsvirksomhed til næste generation (familie eller erhvervsdrivende fond). Regeringen har også meddelt, at den vil arbejde videre med konkret model for succession ved overdragelse til erhvervsdrivende fonde.

Jobfradrag

Der foreslås at forhøje jobfradrag for personer med lav- og mellemindkomst.

Fradrag for forskning & udvikling

Der foreslås indført et større fradrag for virksomhedernes merinvesteringer i forskning og udvikling.

Investorfradrag

Der foreslås indført et investorfradrag, så personer, der investerer i små virksomheder, får mulighed for at fradrage halvdelen af investeringerne for op til 650.000 kr. årligt.

Gennemførsel af ændringerne

Regeringen har lagt op til at halvdelen af skattelempelserne på arbejde indtræder i 2017 og den resterende halvdel i 2018.
 

Det er Grant Thornton´s opfattelse, at regeringens forslag indeholder en række iniativer, der vil fremme vilkårene for vækst og iværksætteri i erhvervslivet. Dog kræver nogle af forslagene yderligere konkretisering for at kunne være operationelle. Den politiske dagsorden må i den kommende periode afgøre i hvilket omfang Regeringens forslag vil udmønte sig.